Jonas Vingegaard kravlede på sensationel vis en plads op på podiet ved Tour de France, da han efter en drabelig afslutning på Col de Portet leverede et vildt comeback og kørte andenpladsen hjem på Tourens 17. etape.

Samme plads indtager han nu på podiet. Manden i den gule trøje, Tadej Pogacar, var til sidst for stærk for den danske debutant, som dog endnu en gang viste sin vilde verdensklasse.

»Det var super, super hårdt og Pogacar kørte sindsygt stærkt. Han rykkede en del gange. Jeg kunne heldigvis køre med ham – det samme kunne Carapaz.«

»Carapaz legede med os og spillede pokerspil, og så rykker han rigtig godt til sidst, hvor jeg ikke kunne følge med. Jeg fandt mit eget tempo og kunne spurte fra ham til sidst,« forklarede danskeren til TV 2 efter etapen.

Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar på onsdagens vilde finalestigning.
Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar på onsdagens vilde finalestigning. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Åbenbaringen fra Glyngøre havde altså regnet ud, at Richard Carapaz, som ellers lignede en færdig mand bagerst i trioen, ville komme med et vildt ryk i de sidste kilometer.

»Jeg tænkte, Carapaz ville komme. Han så ud, som om han led meget, så jeg var sikker på, han ville forsøge at angribe. Da han angreb, kunne jeg ikke følge med, men jeg fandt mit eget tempo, og heldigvis kunne jeg komme tilbage og tage andenpladsen,« sagde Jonas Vingegaard til B.T. efter etapen og fortsatte:

»De styrede mig rigtig godt fra holdbilen, og de sagde også, at Carapaz legede med os. Vi tog en masse tid på Rigoberto Uran. Det er super fedt!«

Det var vigtige sekunder, Jonas Vingegaard kørte hjem, da han i et kværnende tempo lukkede hullet til Tadej Pogacar og Richard Carapaz.

Jonas Vingegaard omfavner Tadej Pogacar efter onsdagens vanvittige etape.
Jonas Vingegaard omfavner Tadej Pogacar efter onsdagens vanvittige etape. Foto: TIM VAN WICHELEN
Vis mere

Inden etapen var der kun et sekund mellem de to rivaler – nu er det øget til fire sekunder, og Jonas Vingegaard ventes at have en bedre enkeltstart end Ineos-kaptajnen Carapaz.

Dermed kan danskeren drømme om podiet, efter Rigoberto Uran, som ellers lå nummer to inden onsdagens etape, smed tæt på to minutter.

Apropros drømme, så var Jonas Vingegaard på vej op ad den frygtindgydende Col de Portet-stigning sikker på, at sejren var indenfor rækkevidde:

»Der var et øjeblik, hvor jeg tænkte, at jeg kunne vinde. Eller i hvert fald kæmpe med om sejren. Men det gjorde jeg jo også, og det er jeg virkelig glad for.«

Tadej Pogacar tog tre sekunder på Jonas Vingegaard efter en fuldstændig fantastisk finale.
Tadej Pogacar tog tre sekunder på Jonas Vingegaard efter en fuldstændig fantastisk finale. Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Der var dog alligevel kæmpe smil hos danskeren, som kunne vinke over til sin familie, mens han gav interviewet efter etapen.

»Jeg er super, super glad for, hvad vi leverede i dag. Jeg ville have elsket at tage etapesejren. Min familie står lige herovre. De er her for at se mig. Men andenpladsen er virkelig, virkelig godt. Jeg er super, super glad. Særligt fordi jeg tog tid på Rigoberto Uran. Jeg er virkelig tilfreds med i dag.«

»Nu er jeg virkelig træt. Hvilken etape! Andenpladsen. Også i klassementet. Jeg er super, super tilfreds med, hvordan det hele gik. En bjergetape tilbage. Jeg vil gøre mit bedste.«

Torsdag venter en ny bjergetape, og igen slutter festen på en modbydelig stigning – denne gang i ski-byen Luz Ardiden efter en kort og knaldhård etape på bare 130 kilometer i Pyrenæerne.

Siden venter en vanvittig vigtig enkeltstart lørdag, inden paradekørslen i Paris søndag afslutter årets Tour de France.