Jonas Vingegaard vinder næppe Tour de France i år, men han har klassen til at gøre det i fremtiden.

Den regerende – og formentlig kommende – Tour-vinder Tadej Pogacar ser i hvert fald store muligheder for sin danske modstander, efter at de to bjergryttere onsdag leverede endnu et spektakulært slag på Col du Portet.

Pogacar vandt etapen, men Vingegaard kom i mål på andenpladsen og er nu også nummer to i den samlede stilling.

»Vingegaard kører fantastisk. Han er virkelig trådt i karakter efter alle de uheld, Jumbo-Visma havde i begyndelsen af løbet.«

Jonas Vingegaard lykønskede en udmattet Tadej Pogacar med etapesejren på Col du Portet, hvor danskeren blev nummer to. Tim Van Wichelen/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard lykønskede en udmattet Tadej Pogacar med etapesejren på Col du Portet, hvor danskeren blev nummer to. Tim Van Wichelen/Ritzau Scanpix Foto: Tim Van Wichelen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han er en topklasserytter, der vil blive endnu bedre i fremtiden. Han kan vinde Tour de France inden længe. Jeg kan virkelig godt lide at køre mod ham,« siger Tadej Pogacar.

Jonas Vingegaard havde også store roser til Tadej Pogacar, der ifølge ham kørte 'sindssygt stærkt'. Alligevel havde danskeren på et tidspunkt en fornemmelse af, at han måske endda kunne komme først over stregen.

»Der var et øjeblik, hvor jeg tænkte, at jeg kunne vinde. Eller i hvert fald kæmpe med om sejren. Men det gjorde jeg jo også, og det er jeg virkelig glad for,« sagde Vingegaard til B.T.

Jonas Vingegaard var egentlig udtaget til Tour de France som hjælperytter for Pogacars landsmand Primoz Roglic.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Men Roglic udgik hurtigt, og siden har danskeren været den eneste Jumbo-Visma-rytter med mulighed for en god placering i klassementet.

Den mulighed har han grebet, og efter onsdagens etape begynder det for alvor at lugte af en dansk podieplads for første gang siden 1996.

Vingegaard er nummer to med Richard Carapaz lige efter sig.

Der er 1 minut og 38 sekunder ned til Rigoberto Urán på fjerdepladsen.