Jørgen Leth kan være på vej til et opsigtsvækkende comeback på TV 2.

Det fortæller B.T.-drengene i dagens afsnit af 'Touren på bagsædet', hvor de agerer Kirsten Giftekniv og er godt på vej til at føre Jørgen Leth tilbage på TV 2 efter en hård, hård skilsmisse sidste år!

Jørgen Leth har fortalt B.T., at han gerne vil tilbage på TV 2. Er det noget, I overvejer?

»Absolut. Det kan vi slet ikke udelukke. Jørgen valgte os fra, fordi han ikke ville være med på de betingelser, vi kom med. At han skulle være hjemme i studiet i stedet for at være i Frankrig. Så det kan sagtens ske,« siger Frederik Lauesen, der er sportschef på TV 2, til B.T.

Han forklarer videre, at Touren i 2022 godt kunne være et bud på et Leth-comeback:

»Vi havde Jørgen Leth og Jørn Mader med i 'Tour de ja vu', og vi har allerede nu mange tanker om, hvordan vi skal dække Tour de France, når det kommer til Danmark i 2022.«

Sportschefen slår dog fast, at der lige nu ikke foregår nogle forhandlinger med Jørgen Leth.

»Vi er ikke i kontakt med Jørgen lige nu, men vi har hans nummer og mailadresse,« siger Frederik Lauesen.

I dagens afsnit afslører de danske Tour-helte desuden, hvordan de begyndte at cykle, og særligt Kasper Asgreen overrasker med en tvivlsom fortid i hestestalden.

Og så er der endelig nyt i den evige kælenavns-saga om Casper Pedersen, der endelig synes tilfreds - men så lægger tågen sig...

Du kan lytte til podcasten hver morgen på bt.dk, i iTunes eller dér, hvor du normalt lytter til dine podcast.

'Touren på bagsædet' er B.T.s helt egen Tour de France-podcast, hvor du hver dag kommer tæt på livet på landevejen, tæt på holdene og rytterne og tæt på alt det, du ikke ser i dit tv.

Ud over 'Touren på bagsædet' kan du under hele Touren følge med før, under og efter etaperne i B.T.s liveblog.