Ørnen er landet i Frankrig.

Bjarne Riis er tilbage i det løb, hvor han har fejret sine største triumfer som rytter og holdchef.

Som altid er den danske Team NTT-manager med den mørke dopingfortid omdiskuteret, men for Tour de France-legenden Alberto Contador er der kun positive ting at sige om comebacket.

»Bjarne Riis’ tilbagevenden er meget positivt for alle. Han er den manager, som har gjort det største indtryk på mig personligt, og jeg har stadig et fantastisk forhold til ham,« siger Tour-vinderen fra 2007 og 2009 til B.T.

Bjarne Riis tilser Alberto Contador under Tour de France 2014
Bjarne Riis tilser Alberto Contador under Tour de France 2014 Foto: LIONEL BONAVENTURE
Vis mere

Det blev ikke til en Tour de France-sejr for Alberto Contador i de seks år under ørnens vinger på Saxo Bank-holdet. Men spanieren ser tilbage på en fantastisk tid på det danske mandskab.

»Jeg kan kun sige tak til Bjarne. Han er en af den slags personer, der fuldstændig ændrer mentaliteten, når han kommer ind på et hold,« siger Alberto Contador om Riis’ lederevner.

‘El Pistolero’ – 37-årige Contadors kælenavn – understreger samtidig, at Bjarne Riis trods fortidens synder fortsat er en agtet herre i Tour de France-feltet.

»Han er respekteret af alle ryttere, fordi han respekterer dem – og sporten som helhed – så meget. Han er beundret og anerkendt af alle for det store arbejde, han har gjort i cykelsporten,« slutter spanieren.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det er fem år siden, Bjarne Riis senest var at finde i holdbilerne ved Tour de France. Dengang for Tinkoff-Saxo.

Forholdet til Tour-ledelsen har været anstrengt, siden Bjarne Riis i 2007 indrømmede brug af doping, da han tog den samlede sejr i 1996. Særligt en kommentar om, at den gule trøje lå i en papkasse i garagen, og at ASO – Tour-arrangøren – skulle være velkomne til at komme og hente den, faldt de ærekære franskmænd for brystet.

Tidligere i år kom det dog frem, at Bjarne Riis havde sendt en undskyldning til ASO-chefen Christian Prudhomme i forbindelse med præsentationen af den danske Tour de France-start.

»Vi kan ikke ændre fortiden. Men man kan altid håbe, at fremtiden bliver bedre. Jeg fik en besked fra ham i går, hvor han beklagede. Det vasker ikke tavlen ren, men jeg har det bedre med, at jeg får den sms, end hvis han ikke havde sagt noget,« sagde Christian Prudhomme ved den lejlighed.