Gule, grønne og prikkede trøjer. 25 etapesejre. Samlet sejr i holdkonkurrencen.
Det plejer at være en fest, når Bjarne Riis er til Tour de France som sportslig ansvarlig. Men der er langt fra de glade Team Saxo Bank-dage til dette års nedtur med NTT-holdet.
Holdets to største stjerner og etapesejr-håb, Giacomo Nizzolo og Domenico Pozzovivo, er for længst udgået. Tilbage står Bjarne Riis med en trup, der kan hverken kan bide fra sig i bjergene eller i spurtafgørelserne.
»Det er lidt uvant for mig, at vi sidder i bil nummer 21 og ikke koncentrerer os om noget klassement overhovedet. Det havde jeg håbet på. Men det skulle ikke være,« siger Bjarne Riis og fortsætter:

»Vi må gå efter etapesejre. Det er det, vi gør. Vi håber på, at vi kan samle os sammen til et eller andet. Kæmpe for det vil vi i hvert fald.«
Er du tilfreds med det, I har vist?
»Vi er tilfredse, når vi vinder, sådan er det. Er jeg så utilfreds, når vi bliver nummer to? Nej, jeg ærgrer mig. Sådan er det, vi har prøvet et par gange,« siger Bjarne Riis.
»Ja, vi havde håbet på mere, men vi må også være realistiske. Vores topsprinter er ude. Dér vi havde de største chancer – med Nizzolo. Det ved vi også godt. Pozzovivo er ude. Jeg forventede ikke at køre efter deciderede etapesejre med ham, men at have et eller andet at stå sammen om i forhold til klassementet. Det havde jeg håbet på bare lidt.«

Ørnen fra Herning blev først en del af den sportslige ledelse på Team NTT i januar. Derfor har han ikke haft meget indflydelse på sammensætningen af holdet til denne sæson.
»Jeg er realistisk omkring det og har mine tanker omkring det. Det er sådan, det er. Det skal jeg deale med – det er betingelserne.«
»Jeg kan ikke ønske mig noget, som ikke er til stede,« siger Riis og sætter ord på den uvisse situation, holdet står i, hvor en sponsor for næste sæson endnu ikke er på plads:
»Situationen er, som den er, og så må vi få det bedste ud af det. Når der er noget konkret på plads, så arbejder vi ud fra, hvad vi kan. Det er som i enhver anden virksomhed, der må rette sig ind efter de omstændigheder, der er på markedet.«