For første gang i historien ligger verdens største cykelløb, Tour de France, så sent i kalenderen som i år. Men det er langtfra det eneste aspekt, der gør 2020-udgaven af det franske etapeløb helt unik.
For mellem begyndelsen i Nice 29. august og afslutningen i Paris 20. september bliver der taget helt exceptionelle forholdsregler som følge af corona-krisen, så man undgår, at Tour de France udvikler sig til en regulær corona-bombe.
Ikke nok med at løbet køres med knap to måneders forsinkelse – så bliver interaktionen mellem ryttere og resten af Tour-følgerne meget begrænset.
Blandt andet har ASO, arrangøren bag Tour de France, valgt at splitte løbet fuldstændigt ad og påbyde, at alle skal have masker på – også i bilerne i karavanen.

Den enorme begivenhed består ikke kun af hold og ryttere, men også af tusinder af journalister, officials, sponsorer, fans og reklamekaravanen. Men i år skal de forskellige grupper komme hinanden så lidt ved som muligt, når aktørerne er delt op i tre bobler.
Løbsboblen, der består af ryttere, holdenes stab, officials og løbsarrangører.
Boblen med Tour de France-følgere. Denne består af alle akkrediterede følgere fra medier, organisationen, men også løbets sponsorer, som følger løbet i flere dage. Disse skal testes for corona-virus og fremvise en 'IKKE PÅVIST'-test for at få lov til at følge løbet. Denne gruppe plejer at have meget kontakt med hold og ryttere, men den fysiske kontakt bliver begrænset i år.
Publikum: Skal holde afstand, og der vil være et mobilt hold på Tour-ruten og kampagne, der skal gøre folk opmærksom på smittefaren.
Ændringerne betyder, at ryttere formentlig kommer til at savne deres familier mere end de andre år.
Grundet løbets lange varighed aflægger familie og børn gerne visit undervejs på eksempelvis hviledage, men det bliver der ikke noget af i år, og ryttere må undvære partnere og børn i knap fire uger.
Sædvanligvis er der plads til, at journalister og fans kan nærme sig rytterne ved målområderne, men i år vil den fysiske kontakt stort set være begrænset helt hjem til rytternes hoteller, hvor der heller ikke vil være mulighed for kontakt og interview.
For journalisterne vil den eneste mulighed for at interviewe rytterne fysisk være ved en mixed zone efter løbenes etaper, men heller ikke her bliver tilstandene, som de plejer.
Bokse vil være opsat på rad og række, hvor journalisterne kan interviewe ryttere. Der må stå en enkelt journalist, hvis det er fra et skrevent medie, og to, hvis det er fra tv (kameramand og en journalist).
Masker er dog påkrævet, ligesom der skal bruges forlængede stænger til mikrofoner, som skal tildækkes ved interviewsituationer. Plastikken på mikrofonerne skal desuden skiftes ud mellem hvert interview.
De altid velbesøgte pressemøder undervejs i løbet – særligt på hviledagene – kommer til at foregå over Zoom uden fysisk tilstedeværelse fra journalisterne.



