Fuglsang om voldsom sæsonstart: 'Rytterne er ligeglade med hinanden'

»Det er gakgak det her. Det er galmandsværk. Der er ingen respekt længere i feltet, det er hu hej vilde dyr. Om man kan skyde skylden på de unge? Det ved jeg ikke.«

Sådan siger Jakob Fuglsang om den voldsomme sæsonstart, hvor stjerner som Primož Roglič, Egan Bernal og Greg Van Avermaet er styrtet.

Værst er det gået ud over Fabio Jakobsen og Remco Evenepoel: Den ene var i direkte livsfare, mens den anden styrtede så voldsomt, at det kunne have været fatalt.

De mange styrt har allerede kostet flere profiler Tour de France-deltagelsen, som for eksempel sidste års nummer tre Steven Kruijswijk, og nu vil tiden vise, om verdens største cykelløb vil byde på flere af slagsen.

»Jeg kan ikke huske, at det var sådan for 10 år siden, da jeg begyndte at køre på landevej,« forklarer Jakob Fuglsang, der mener, at rytterne har den største aktie i, at så mange er styrtet og kommet til skade.

»Nedkørslerne blev brugt til, at man kunne komme ned og køre op ad den næste stigning. Ikke til at forsøge at sætte folk. Cykelløbene blev vundet opad, hos dem der havde ben, eller i spurten. Det er også vores egen skyld, at det er blevet, som det er blevet. Det er min holdning.«

Ifølge den 35-årige Astana-stjerne er det noget, som han har diskuteret med nogle af de 'gamle' i feltet. At tilstandene er ændret, og at nutidens cykelvirkelighed ikke matcher den tidligere.

»Måske er jeg lidt gammelfar-agtig,« siger han og griner.

»For de unge er det en del af det, at man ryger på røv og albuer. Bevares er det en del af det, men det skal ikke være reglen frem for undtagelsen. Ryttere imellem er ligeglade med hinanden. Der er ingen respekt på det punkt.«

Sigtekornet skal også rettes mod sportsdirektørerne på de forskellige hold, mener danskeren. Det er nemlig dem, der lægger holdenes taktik frem mod et løb.

»Vores sportsdirektører siger, at man skal sidde fremme, fordi man ved, at der bliver kørt som død og helvede på en nedkørsel. Så splitter feltet eksempelvis i tre, det bliver udnyttet, og så der bliver givet gas på den næste stigning. Hvis man sidder nede bagi, så er man på røven. Så skal man enten træde dobbelt så mange watt som dem oppe foran i fem minutter for at komme tilbage, eller også er ens løb overstået.«

En af feltets unge er Deuceninck-Quick Step-danskeren Kasper Asgreen.

Den 25-årige koldingenser er blot i gang med sin tredje sæson som professionel, og for ham er det for nemt at klandre rytterne for de mange styrt.

Han mener, at sandheden skal findes et sted midt imellem.

»Normalt er visse i form til noget og andre til noget andet. Nu er alle i topform fra start, for der er ingen, der rigtig ved, hvor længe vi skal køre cykelløb. Det gør bare, at der er 50 mand i topform og ikke 10, som der plejer,« siger Kasper Asgreen, der dog ikke kan genkende, at rytterne skulle være overtændte.

»Når alle 50 mand vil sidde i forreste række, så kommer der et tidspunkt, hvor der ikke plads længere. Når der ikke er det, må nogen bremse, og hvis man ikke gør det, styrter man. Som ryttere må vi også lære at trække i bremsen. Der har været en del styrt, hvor det er rytternes egne fejl.«

Omvendt har han også oplevet flere løb efter corona-pausen, hvor ruteplanlægningen langtfra har været i orden.

Han nævner eksempelvis 2. etape af Wallonien Rundt, hvor »der var flere huller end asfalt« på et stykke af vejen, men også femte etape af Critérium du Dauphiné.

Her startede etapen med en nedkørsel på 15 kilometer, som rytterne selv valgte at neutralisere.

Alt for farligt, mener Asgreen.

»Det er fanme dumt, at vi skal sætte liv og lemmer på spil for at starte et cykelløb 10 kilometer tidligere, når man kunne have lavet ruten anderledes. Det ligner ikke noget, hvis du spørger mig.«

Én ting er både Fuglsang og Asgreen selvsagt enige om: at cykelløb ikke skal være en dans med skæbnen.

»Man skal vurdere, hvad man synes er ansvarligt. Det skal ikke være liv eller død. Det er en sport og et arbejde, hvis man ser på det sådan,« fastslår Jakob Fuglsang.