Det her er så stort, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jonas i gult på Champs-Élysées.
Jeg kørte bilen med Trine og Frida til Paris og var først fremme i nat. Egentlig har jeg mest brug for søvn. Jeg har kun sovet tre timer. Men det må vente, til jeg bliver gammel.
For nu skal der være fest. Mit hjerte er fyldt med Tour de France. Det er for vildt det her.
Opmærksomheden er enorm. Man kan fornemme det overalt. Det føles, som om hele Danmark er på vej til Paris.
Vi får så mange beskeder, ser så mange danskere overalt. Det er slet ikke til at rumme.
Jeg forstår det jo godt. Det her er så stort for Danmark. Jeg forstår godt, at både medierne og danskerne går amok – for det gør jeg også selv.
Selv Kongehuset følger med. Det er altså ikke til at forstå. Især ikke, når man står midt i det. Når man er inde i Tour-boblen. Vi er i Frankrig, vi har været med hele løbet. Alt det rundt om er ikke helt sivet ind endnu. Omfanget af hans præstation.
Særligt én ting kommer bag på mig. Hvordan folk involverer sig. Det er så vildt at opleve. Én ting er bare at følge med i løbet. Men det, at danskerne gør noget aktivt. Tager herned. Tager dannebrog frem. Maler sig i rødt og hvidt. Det her har virkelig grebet danskerne.
Det er så rørende og fantastisk at se. Det er fantastisk at opleve. Og det bliver fantastisk for Jonas at køre igennem.
Lige nu prioriterer vi bare at være i det. Gul trøje i Paris. Vi skal bare være i nuet, og det skal Jonas også. Det handler bare om at være til stede i øjeblikket. Det er det, vi vil. Og det er det, vi fortæller ham, han skal nyde.
Det største øjeblik for mig var, da Jonas for første gang trak i den gule trøje efter etapen til Col du Granon.
At se ham forsvare trøjen har været den vildeste oplevelse. Han er bare blevet bedre og bedre. Jeg har slet ikke tænkt, at han kunne miste den. Jeg kunne se, hvor god han var.
Men hele tiden har man alligevel været bevidst om, at det mindste lille uheld kunne sætte en stopper for det. Som da han var tæt på at styrte på enkeltstarten. Jeg nåede bare at tænke: 'Det her sker ikke'. Men hvorfor skulle det også det?
Han reddede den jo. Også der. Puha, jeg ville slet ikke kunne rumme, hvis han var styrtet. Jeg fik godt nok pulsen op der. Det har været med nerverne uden på tøjet, for den mindste lille fejl kan jo blive fatal.
Men nu er han igennem. Det er en kæmpe lettelse.
Når jeg tænker tilbage på Tour de France, er der særligt én ting, der for altid vil stå klart for mig. Faktisk bliver jeg helt rørt bare af at tænke på det.
Da Jonas ventede på Tadej Pogacar, efter han var styrtet. Da han rakte hånden ud til ham.
Jeg var ved at revne af stolthed og taknemmelighed. Det var så stort. Det var virkelig et definerende øjeblik, der viser, at han er en rigtig sportsmand med hjertet på rette sted.
Det klip har gået verden rundt, og det gør mig så stolt. Det var så smukt. Så ved man, at Jonas har de rigtige værdier.
Det hører også med til at være en stor vinder. At være den fine mand. Man tromler ikke bare hen over de andre. Man skal vinde, men det skal være på den rigtige måde. Man skal ikke vinde på andres uheld.
Generelt har det være skønt at opleve, hvordan Jonas har håndteret at være i den gule trøje. Den store opmærksomhed og interessen fra pressen.
Han er så fornuftig og tager sig god tid til at svare alle journalister. Han er 100 procent fokuseret. Han tager det stille og roligt.
Det er bare så tydeligt at se, at han er i balance. Han lægger vægt på, at han gør det bedste, han kan. Så kan man ikke forlange mere.
Han udstråler, at han er tilfreds, afslappet og hviler i sig selv, fordi han har gjort sit bedste. Og han skal bare nyde det. Måske er det her den eneste gang i hans liv, det kommer til at ske.
Det er en gave. Og man kan se, han sætter pris på det. Han har arbejdet frem imod det, og nu får han glæden af alt det hårde arbejde. Og roen stråler bare ud af ham.
Jeg ved, det er, fordi han har styr på sine prioriteringer. Også i hans liv ud over sporten.
Han er blevet far, og det er hans vigtigste rolle. Det har modnet ham så meget. Og den måde, Trine coacher ham på og støtter ham på, har også været fantastisk. Når der er ro på bagsmækken og styr på familien, så bliver alting lettere.
Sådan er det for alle mennesker, og det har virkelig gjort noget fantastisk for Jonas.
Nu skal han hyldes, og der skal være fest, og jeg glæder mig meget til de kommende dage. Jeg glæder mig også til hyldesten i København og i Glyngøre. Det her har været en gul og skøn oplevelse.
Men nøj, hvor har det også været hårdt. En ting er det logistiske. At pløje igennem Frankrig i tre uger med en lille pige, der ikke gider at køre bil.
Noget andet er det følelsesmæssige. Det har ikke været op og ned – kun op, men man bliver alligevel fyldt op med indtryk til sidst.
Nu ser jeg frem til lidt ferie med min mand. Vi tager tilbage til Frankrig, men denne gang skal vi ikke køre rundt. Nej, vi skal sgu ikke lave det store!
