Jonas er i den gule trøje. Hvor er det vildt.
Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår det. Hvor stort det egentlig er. At det faktisk sker.
Lige nu lever vi bare i det. Det er svært at konsumere alle de indtryk. Først når det engang står skrevet i historiebøgerne, er jeg helt sikker på det.
Men hvor er det en kæmpe præstation. Hver dag er en kæmpe præstation.
Ærligt talt, så nyder vi det også bare. Jonas er i gult i Tour de France. Sig det lige højt – det er sgu da fantastisk. Han ser så stærk ud. Han virker så god.
Det handler virkelig om at nyde det. Det siger vi også til Jonas, når vi ser ham. Hver eneste dag i Touren skal han nyde. Og han skal gøre det endnu mere, når han er i førertrøjen.
Det var på Alpe d’Huez, at det for alvor gik op for mig, hvor vildt Tour de France er. Vi kørte op igennem menneskemasserne og fik hele oplevelsen fra forsædet.
Det var jo fuldstændig vanvittigt. Sikke en fest. Det tog halvanden time bare at køre op ad bjerget.
Der er næsten lige så meget gang i den hjemme i Glyngøre. Der har de også fået gul feber. Jeg hører, at byen er på den anden ende, og at de ser Touren sammen og skåler i champagne for Jonas.
Det gør mig så stolt. Jeg har boet i byen i 40 år, min datter er vokset op der, og Jonas og Trine har levet der i tre-fire år nu. At hele byen på den måde støtter dem. Det er rørende.
For jeg kan love dig, at Touren altså ikke var noget, alle fulgte med i før. Men nu ved alle i Glyngøre, hvordan det hænger sammen.
Jonas har virkelig indfriet alle mine forventninger. Eller … Det er jo svært at have forventninger, når man ikke er cykelekspert, men han har i hvert fald indfriet mine.
Han gør bare alt rigtigt og virker så stærk. Se på ham – han ser SÅ stærk ud. Så fokuseret. Jeg tænker, at det hele går godt – og det skal det nok blive ved med.
Han ligner bare en, der kan lide at køre cykelløb. Jeg er slet ikke nervøs. Heller ikke selv om Pyrenæerne venter, og Jonas har mistet et par folk. Han er jo klatrer. Det er nu, han skal vise, hvad han kan. Det bliver piece of cake!
Modsat Jonas er jeg godt nok ved at være slidt i betrækket. Det her nomadeliv rundt i Frankrig begynder altså at trække tænder ud.
Jeg er lige ved at tro, at vi har det lige så hårdt som cykelrytterne. Der er så mange indtryk, der hele tiden skal konsumeres. Det kan nærmest ikke lade sig gøre.
Vi er mere end to uger inde i løbet, og jeg er blevet fuldstændig opslugt af Tour de France. På godt og ondt. Det er det eneste, vi går op i. Alt andet er lige meget.
Jeg talte lige med min mand i telefonen. Samtalen drejede sig over på at vande blomster derhjemme. Men jeg kan slet ikke forholde mig til det. Enten så overlever de, eller også gør de ikke. Det er ligegyldigt.
Faktisk føles det fuldstændig surrealistisk at tale med folk hjemme i Danmark. Jeg er inde i Tour-boblen, hvor ALT handler om cykelløbet. Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til andet lige nu.
For at være ærlig er jeg ikke engang sikker på, hvad ugedag vi har. Dagene har jeg ikke styr på længere. Jeg tænker bare på, at vi så cykelløb søndag, og at vi skal se cykelløb i dag.
Vi forsøger at se så mange etaper som muligt, men det kræver planlægning. I den her Tour de France har alle etaper jo været vigtige og hårde, men vi er nødt til at vælge.
Især fordi vi kører Frankrig tynd med en lille pige, som slet ikke gider køre bil. Lille Frida har aldrig været vild med at køre bil, og det er bestemt ikke blevet bedre. Så vi skal hele tiden tænke os godt om.
Jeg ved derfor ikke, om vi tager til Pyrenæerne. Det er et rigtig langt stræk derned, og det tager en hel dag at komme op i bjergene og ned igen. Det er ikke sikkert, vi vil byde Frida det.
Varmen er også modbydelig. Vi holder os konstant inden døre i aircondition. Sådan en lille pige kan slet ikke kapere den her varme, og det kan vi voksne i øvrigt heller ikke.
Det er, som om man er nødt til at røre sig i et andet tempo end derhjemme. Alt går langsomt. Man kan ikke flyve op og ned – så bliver man klam med det samme. Luften er over 37 grader.
Det gør mig bare endnu mere imponeret over Jonas og de andre ryttere. Men især danskerne, der altså slet ikke er vant til de her temperaturer i Skandinavien.
Så er det godt, at vi kan følge med på mobiltelefonen. For selv om vi ikke er på ruten, ser vi ALT. Så lytter vi til Rolf og Ritter i 7-8 timer – det er nu også en kamp i sig selv.
Det handler også om, at vi skal være forsigtige. Vi er meget bange for corona. Vi skal simpelthen være så påpasselige, for Trine ser jo Jonas, så hun må for alt i verden ikke blive udsat for smitte.
Han skal være fit for fight til de store slag i bjergene. Og det skal nok komme til at gå godt.
Den trøje sidder som klistret på den mand, og dér skal den gerne blive hele vejen til Paris!
