Det skulle handle om den fantastiske triumf, men flere spørgsmål kredsede i stedet om cyklingens evige plageånd: doping!

Fænomenet Tadej Pogacar kværkede sine konkurrenter og vandt reelt set Tour de France på torsdagens bjergetape til Luz Ardiden.

Den suveræne slovener har tæt på seks minutters forspring i klassementet og er indehaver af både den gule, den hvide og den polkaprikkede trøje.

Den markante niveauforskel har tidligere under årets Tour de France fået både journalister og cykeleksperter til at hæve øjenbrynene og spørge, om alt nu også er, som det skal være.

Tadej Pogacar sejrer for anden dag i træk på 18. etape af af Tour de France.
Tadej Pogacar sejrer for anden dag i træk på 18. etape af af Tour de France. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Det gentog sig på torsdagens pressemøde efter triumfen, hvor Tadej Pogacar blev spurgt ind til sin teamchef, Mauro Gianettis, dunkle fortid.

»Jeg kan kun tale for mig selv, men hvis jeg skal sige noget, er det, at det hører fortiden til. Mauro har altid været god over for mig og er en rigtig god person,« sagde Pogacar og fortsatte:

»Jeg tror, at ting, der er sket i fortiden, skal blive i fortiden. Den nye æra i cyklingen er meget smukkere, end den var engang. Men jeg kan kun tale for mig selv.«

Tadej Pogacar har aldrig været sat direkte i forbindelse med doping eller leveret en positiv prøve, mens hans holdchef, Mauro Gianetti, er en mand med et ufattelig dårligt ry.

Schweizeren Mauro Gianetti i sin aktive karriere. UAE-chefen har en mørk, mørk dopingfortid. Både som rytter og sportsdirektør.
Schweizeren Mauro Gianetti i sin aktive karriere. UAE-chefen har en mørk, mørk dopingfortid. Både som rytter og sportsdirektør. Foto: MYCHELE DANIAU
Vis mere

I sin aktive karriere var han i 1998 tæt på miste livet efter en farlig flirt med en ny form for bloddoping. Senere har hans sportsdirektør-karriere været præget af dopingsager med notoriske fuskere som Juan José Cobo og Riccardo Riccò

Tadej Pogacar måtte på torsdagens podiepressemøde også forholde sig til, at storholdet Team Bahrain Victorious onsdag fik ransaget deres hotelværelser efter mistanke om doping:

»Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige om det. Det er meget underligt. Men jeg tænker, det er endnu en kontrol for at tjekke, at ingen skjuler noget. Resultaterne af ransagningen var gode, og jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige. Vi har først fået det at vide i morges. Det er underligt.«

Tour de France slutter søndag i Paris. Fredag venter en flad etape, mens lørdagens enkeltstart er sidste chance for at ændre i klassementet. Ingen ser dog ud til at kunne true Tadej Pogacars suveræne førsteplads.