Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Det er svært at forlige sig med. Det tempo, der går. Hvor livet bare passerer i eksprestog foran én.«

Jørgen Leth sidder og kigger i bordet og tænker sig kort om. Kunstpauserne behersker han til fulde.

»Det kan jeg ikke så godt lide. Men sådan er det. Jeg har indstillet mig på det. Jeg har ikke nogen aftale med Gud eller sådan noget.«

Trods mere og mere gangbesvær trådte Jørgen Leth ind i sit 86. år 14. juni. Selvsamme dag blev det offentliggjort, at han bliver genforenet med en af sit livs store kærligheder, Tour de France.

Depressionen har været en fast følgesvend i Leths tilværelse. Og den spøger stadig.
Depressionen har været en fast følgesvend i Leths tilværelse. Og den spøger stadig. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

Efter flere års fravær er han tilbage på skærmen, når han skal kommentere tre af løbets etaper – denne gang for Discovery – efter det dramatiske brud med TV 2 i 2019.

Men i Jørgen Leths alder er det naturligt at spørge sig selv, om det her kan være sidste gang.

Sidste gang, han dækker Tour de France. 52 år efter den første.

»Selvfølgelig har jeg tænkt tanken. Men ikke så meget. Den har jeg ikke tænkt så dybt. Jeg vil fortsat følge Tour de France, om man skal følge det professionelt eller ej. Jeg vil altid være dybt interesseret i Tour de France. Uanset hvor gammel jeg bliver. Det tror jeg.«

»Jeg er glad for stadig at kunne dække Tour de France. Jeg ved ikke, om det fortsætter. Det kommer jo an på ens kræfter og sådan noget. Der er så mange ting. Jeg er jo gammel, det har jeg lagt mærke til på mange forskellige fysiske måder. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt man kan blive ved,« fortæller Jørgen Leth, der er mere kendt for sproglige finesser end klicheer.

Alligevel får han sendt en afsted. Der i denne sammenhæng giver god mening.

»Men foreløbigt tager jeg det et år ad gangen, en dag ad gangen. Det tror jeg, er det bedste princip.«

Man sidder med fornemmelsen af, at Jørgen Leth formentlig aldrig får nok af Touren. Han dækkede løbet for første gang i 1970, og fra 1988 og 20 år frem var han ansat hos TV 2 – med en ufrivillig pause fra 2005-2009, hvor han blev fyret i kølvandet på udgivelsen af bogen 'Det uperfekte menneske'.

Erkendelsen af, at et langt liv efterhånden er tættere på sin slutning end på begyndelsen, har sat sig i krop og sind hos Jørgen Leth.

Tidens uomtvistelige slid har skabt fysiske begrænsninger for poeten. Hjernen har gravet eksistentielle betragtninger frem.

Årene er efterhånden mærket i huden på ham, og det bliver gjort meget konkret, når jeg kigger på Jørgen Leth.

Denne torsdag mødes vi nemlig på restaurant Sult ved Cinemateket på Gothersgade i indre København.

Sådan ser banneret ud fra 'De fem benspænd,' der hænger på væggene i Cinemateket.
Sådan ser banneret ud fra 'De fem benspænd,' der hænger på væggene i Cinemateket.
Vis mere

Væggene er iklædt store bannere med stjerner, der har sat deres aftryk på filmhistorien. Et af dem er et billede af Jørgen Leth fra filmen 'De fem benspænd' fra 2003. Cykelikonet har valgt at sætte sig med ryggen til sit eget portræt. Jeg sidder over for ham, og derfor sidder jeg med Jørgen Leth anno 2022 foran mig, mens Jørgen Leth anno 2003 hænger bag ham.

Jeg betragter de to udgaver af den karismatiske mand samtidig og finder forskellene, som 19 år har gjort ved det karakteristiske udseende.

»Nogle gange tænker jeg, at det er lettere for dem, der har et religiøst ståsted. Det har jeg sgu ikke. Jeg har ikke noget imod religion,« forklarer Leth om døden.

De senere år er begravelser næsten blevet en del af hverdagen.

»Det siger sig selv. Det er mine aldersfæller, der falder fra. Og min søster, her for ikke så længe siden.«

Adskillige kirkebesøg har dog ikke gjort ham klogere på, hvad der skal ske med ham den dag, han forlader denne jord.

»Det er ikke noget, der har bragt mig i direkte kontakt med Gud eller skæbnen. Der tænker jeg sommetider, at det ville være lettere for dem, der har en tro på, at livet fortsætter. Det kan jeg ikke sige, at jeg har.«

»Der er meget, der er uklart. Jeg ved sådan set ikke, hvad man skal gøre. Jeg tror, at man lever, indtil man falder om. Der er ikke nogen forberedelse af det. Jeg vil gerne blive ved med at leve. Med at opleve.«

I 2020 udgav Jørgen Leth dokumentarfilmen 'I Walk,' som handler om hans eget liv og om at ældes.
I 2020 udgav Jørgen Leth dokumentarfilmen 'I Walk,' som handler om hans eget liv og om at ældes. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I skrivende stund har Jørgen Leth mange ting på sin palet. Manden, der er så god til at male billeder med ord, skal til at dække Tour de France igen.

Han har lige udgivet en bog med sin mangeårige medkommentator, Jørn Mader, som han i øvrigt turnerer med, og så har han en film på vej.

»Angst har jeg ikke. Jeg har overhovedet ingen frygt for at dø. Det har jeg ikke. Jeg tænker, at der ikke er så meget tid tilbage, men det overrasker mig, at det går så hurtigt. Jeg synes, at tiden går hurtigere nu, hvor man er ældre. Alt for hurtigt. Der går nærmest et år på nogle få dage. Det synes jeg,« siger Jørgen Leth.

»Jeg tænker sommetider på døden, men ikke så meget, at det gør noget. Jeg er træt af, at jeg ikke kan det samme, som jeg kunne for nogle få år siden. Jeg er mere træt. Det irriterer mig. Jeg gør, hvad jeg kan.«

Der er noget poetisk i, at Jørgen Leth i en alder af 85 har en slags kontrakt med ungdommen.

Få fra hans generation – hvis nogen – har opnået samme popularitet blandt yngre mennesker. Leth er en kultfigur, uanset om man er 90 eller 20 år gammel. Og han bliver hædret på alle tænkelige måder, lige fra fornemme ordener til at have en lejr på Roskilde Festival opkaldt efter sig.

»Det er klart, det er jeg glad for. Jeg er glad for, at ungdommen godt kan lide mig. Jeg mærker det meget, også fra dag til dag. Du har ret i, at jeg har en fanskare blandt unge mennesker. Også mine egne alderskammerater. Jeg kan ikke klage over noget, jeg har et godt publikum,« mener Jørgen Leth.

Inden han begynder at fundere.

»Hvad betyder det egentlig? At de har sat pris på min ærlighed. Det er det, jeg har levet på. At jeg skriver om mit liv, helt ærligt. Jeg skriver ærligt om det, jeg kan lide, og om det jeg ikke kan lide. Jeg går ud fra, at det er, fordi folk godt kan lide …,« siger han, inden han afbryder sin sætning.

»Men det er ikke noget, jeg har skullet anstrenge mig for. Jeg er, som jeg er, og jeg har ikke indrettet mig efter at gøre publikum tilfreds. Overhovedet ikke. Det har jeg aldrig tænkt på. Jeg har aldrig søgt den optimale succes.«

I løbet af sit lange liv har Jørgen Leth også haft en anden slags kontrakt. Men denne her ville han rive over omgående, hvis han kunne.

Depressionen har været en fast følgesvend i Leths tilværelse. Og den spøger stadig.

Jørgen Leth i kommentatorboksen ved Tour de Fance i 1999.
Jørgen Leth i kommentatorboksen ved Tour de Fance i 1999. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

»Det er altid tilbagevendende. Det har været min gæst gennem hele livet. En tilbagevendende depression. Men det er ikke værre, end det er. Jeg lever med det.«

Er du så blevet klogere i forhold til, hvordan du skal håndtere det?

»Det tror jeg jo hele tiden, men det er ikke altid, at det er rigtigt. Jeg tror hele tiden, at jeg bliver klogere til at håndtere det dér. Men det er stadigvæk noget, der spærrer vejen for mange ting. Men det vil jeg ikke snakke mere om. Jeg har skrevet om det, det der med depression.«

Men jeg var faktisk ikke klar over, at det var noget, der gik dig på nu.

»Det går mig ikke på i dette øjeblik. Men depression er en gæst, jeg kender ret godt, vil jeg sige. Altså i mit liv, ikke? Mere vil jeg ikke sige.«

Ifølge Jørgen Leth har nysgerrigheden været hans vigtigste allierede her i livet.

Den har ført ham til alverdens afkroge, og han husker tydeligt sin fars ord. 'Husk at bruge dine øjne, søn.'

Det motto har han altid levet op til. Han har altid været nysgerrig og haft en ukuelig iver for at lære verden at kende. Og efter 85 år er der stadig ting, han vil nå.

Jørgen Leth havde vistnok misforstået, at vi havde en aftale om et telefoninterview. I stedet mødtes vi på restaurant Sult i Indre København.
Jørgen Leth havde vistnok misforstået, at vi havde en aftale om et telefoninterview. I stedet mødtes vi på restaurant Sult i Indre København. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

»Jeg ville være ked af, hvis jeg skulle holde op med at rejse og opleve,« siger Jørgen Leth.

Tiden er bare knap. Knappere end nogensinde før.

»Det er meget intenst, det problem. Måske kan man ikke undgå at blive presset af det, men jeg prøver at undgå det,« forklarer han om skismaet mellem at få så meget ud af den tid, han har tilbage uden at blive stresset over, at han har meget, han endnu vil nå.

Et af hans vigtigste våben i den forbindelse er hans skarpladte evne til at skære unødvendige ting fra.

At smide et afbud, hvis det er nødvendigt.

»Jeg ville ikke gøre det med dig, for vi havde jo en aftale. Men jeg vil gerne skrue hastværket lidt ned. Jeg hader at have travlt og have mange aftaler oven i hinanden. Så denne dag er vanskelig for mig,« siger Jørgen Leth, der har haft en tætpakket dag.

»Jeg havde nogle vigtige ting tidligere omkring min nye film, hvor jeg havde møde med konsulenterne om pengene til filmen. Så nu et møde med dig, hvor jeg knap kunne finde ud af hvornår og hvor.«

Egentlig skulle jeg have talt med Jørgen på telefon. Men da jeg ringede til ham klokken 15.30 – som det var aftalt – spurgte han om, hvor jeg var henne. Hans telefon var ved at løbe tør for strøm, så jeg spænede ned om hjørnet for at mødes med ham på restaurant Sult.

»Så har jeg et interview mere bagefter. Det hader jeg, selvom det er gået godt med vores samtale, synes jeg. Det synes jeg.«

Vi rejser os, og diktafonen bliver slukket. Inden Jørgen Leth griber røret og ringer til næste journalist i rækken, får vi taget nogle billeder til artiklen.

I det mindste skal han ikke noget før klokken 11.30 i morgen. Aldrig får han skrevet aftaler ind i sin kalender tidligere end på det tidspunkt.

»Det gør jeg simpelthen ikke, fordi jeg vil sove. Jeg vil ikke vågne med at skulle noget. Jeg hader det. Jeg hader det.«

Andre læser også