Sportsredaktøren på Det Fri Aktuelt er lettere panisk, da han spørger ud i rummet.
‘En dansker har vundet i Giro d’Italia. John Carlsen. Hvem kender ham?’
Vi er i slutningen af maj 1989 og ‘en dansker’ har lige snuppet en etapesejr i et af verdens største løb.
Men avisens cykeljournalist er bortrejst, og så er gode råd dyre. Lige indtil Henrik Jul Hansen hører råbet om hjælp.
»Ham kender jeg godt – han er fra Hillerød!’. Det var nok. Så spurgte redaktøren, om jeg kunne skrive lidt om det …«
Dagen efter gentog optrinnet sig.
‘En dansker har vundet en etape i Giro d’Italia. Bjarne Riis. Kender du også ham?,’ lød det.
»Ham kendte jeg sgu ikke, men jeg skrev om det alligevel. Og så begyndte det – jeg blev sendt til Tour de France på den baggrund.«
Henrik Jul Hansen er blevet en dansk tv-institution. Han har dækket verdens største cykelløb i over 30 år. På godt og på ondt, men altid med et lunt væsen og et glimt i øjet.
Fra sin bløde stol i TV 2’s studie har han med sin let læspende stemme været den trofaste følgesvend under 450 Tour de France-etaper.
En tilfældig flirt med verdens største cykelløb, som med tiden har udviklet sig til reel kærlighed. Kærlighed til selve løbet, men i endnu højere grad til rytterne, der skaber det:
»Jeg har lært mange af dem at kende i tidernes løb. En af mine bedste venner er Brian Vandborg. Jeg kører faktisk rundt på hans racercykel, som han kørte Tour de France på,« siger Henrik Jul Hansen og fortsætter:
»En af grundene til, at jeg har interesseret mig for cykelsport, er faktisk, at jeg er småforelsket i cykelryttere. Jeg synes, de er pragtfulde mennesker. Nogle er bindegale. Andre er ikke. Men de fleste af dem er meget, meget kloge.«
Ingen nævnt, ingen glemt. Henrik Jul Hansen har fra første række set 1990’er-heltenes storhed og fald, oplevet de magre danske cykel-00’ere og senest set den måske stærkeste generation nogensinde folde sig ud. Han er vild med dem alle.
»Selv dem, der ikke er kloge fra fødslen, de bliver det sgu undervejs. Du kan ikke være professionel cykelrytter i et moderne felt uden at kunne SÅ mange ting. Det er ting, du aldrig kan lære ved at gå i skole. De er hamrende godt begavet,« siger han og fortsætter:
»Cykelrytterne er sjove at tale med. Nogle mere end andre. Men stil en fodboldspiller op efter en kamp. Så siger han ‘bla, bla, bla – det var hårdt’. De her ryttere, de kan analysere løbet, mens de dårligt har fået vejret. Det er interessante mennesker.«
Den kategori falder den 79-årige cykelekspert også selv ind under. Bag brystlommen på de farvestrålende skjorter gemmer der sig et hjerte, der gennem hele livet har banket for kultur, litteratur og film.
Han har været forfatter, filmanmelder, skolelærer, korrespondent og kulturredaktør, og på en flygtig telefonsnak med B.T.s Tour-udsendte i de franske alper ryster Henrik Jul Hansen med lethed en håndfuld bemærkelsesværdige anekdoter ud af ærmet.
Som da han for første gang virkelig fik en kærlig kæberasler af cykelsporten.
Han var egentlig bare – i sin egenskab som redaktør på det legendariske tidsskrift Levende Billeder – inviteret til en forestilling af Jørgen Leth. Men han endte med at køre med i bilen, hvor ‘En forårsdag i helvede’ blev optaget under Paris–Roubaix i 1976.
»Det var simpelthen en af de største oplevelser i mit liv. Vi lå som den første bil efter løbsvognen – ved et tilfælde. Vi var første inde på pavé-stykkerne lige efter rytterne,« fortæller Henrik Jul Hansen begejstret.
»Fotografen stak kameraet ud ad vinduet og tog billeder af Eddy Merckx, der skruede på sin sadel. Det var et helt afgørende moment for mig. Jeg fyldte hele bladet med mine oplevelser.«
Det blev et varsel for, hvad der ventede senere i Henrik Jul Hansens karriere. Efter den tilfældige Giro d’Italia-episode blev journalisten udsendt til Tour de France for Det Fri Aktuelt.
Senere dækkede han verdens største cykelløb for Information, og så ringede TV 2 med et godt tilbud. Men faktisk fik han sit gennembrud på landsdækkende tv mange år tidligere.
Med et eksperiment, som i dag ville føre til rabalder og ramaskrig, men som flere steder på internettet har givet Henrik Jul Hansen en form for kultstatus.
Som ansat på det voldsomt populære DR-program ‘Lørdagskanalen’ lod Henrik Jul Hansen sig indrullere som forsøgskanin.
Det varme tema denne lørdag aften i 1982 var, at man – med Henrik Jul Hansens egne ord – ‘kunne købe amfetamin som slik på de københavnske natklubber’.
»Det spurgte vi politiet om. Men de slog fast, at det i hvert fald ikke passede. Så sendte vi en af journalisterne ud på sin cykel, og hun kom hjem med en helt cykelkurv fyldt med amfetamin, som hun kunne købe så let som ingenting.«
Det var i sig selv en stærk nyhed, og i dag havde DR nok stoppet historien med den konstatering. Men i ægte gonzostil tog Henrik Jul Hansen sagen i egen hånd. Eller næse. Han var klar til at afprøve de hårde stoffer. Lige der foran hele Familien Danmark.
»'Hvordan virker det?', var det naturligt at spørge. Jeg var den eneste af os på programmet, der hverken havde prøvet at ryge hash eller tage stoffer. Så det prøvede jeg der – med en læge ved siden af mig.«
Oplevelsen gjorde ham – kortvarigt – landskendt, og det blev en søvnløs aften og nat, han for altid vil huske:
»Jeg var simpelthen ikke til at slå ned i en hel uge. Det var vildt. Jeg kan huske, at jeg gik rundt i byen efterfølgende. Dengang så de unge mennesker altså fjernsyn, inden de gik i byen,« siger han og fortsætter:
»Der var et hav af mennesker, der havde set mig. Jeg blev meget berømt den aften. Jeg kom slet ikke i seng.«
Nu til dags bliver Henrik Jul Hansen genkendt for sine grundige Tour-analyser. Men snart er det slut. I en alder af 79 siger han farvel og tak. Og hvad skal der så ske?
»Jeg skal lave det samme som i de 49 uger, jeg ikke er på tv: Ikke en skid! Jeg er jo pensionist, så jeg laver det, pensionister nu laver. Læser bøger, ser fjernsyn, følger med i cykelløb.«
Først skal Henrik Jul Hansens sidste Tour de France køres i garagen – forhåbentlig med en dansk vinder. Og så tager tv-legenden altså hul på seniorlivet.
Delvist i italienske Blera, hvor han har levet siden 1995, og i kolonihaven på Amager Strand, hvor han bor med sin kæreste.
Tak for turen!
