Hvad er essensen af dansk sommer. Sådan en rigtig julidag i sommerhuset?

Koldskål, regnvejr og den behagelige lyd af Henrik Jul Hansens stemme, der i sit helt eget malende tempo analyserer og vurderer dagens overståede Tour de France-etape på TV 2?

For sportsidioter har den brilleklædte cykelanalytiker – ofte klædt i farvestrålende ternede skjorter – været en institution, som har taget rød-hvide cykelseere i hånden efter rundt regnet 450 etaper.

»Jeg har altid vidst, hvad jeg skulle i juli måned,« som tv-eksperten tørt bemærker.

Henrik Jul Hansen har været Tour de France-studieekspert på TV 2 siden 2001.
Henrik Jul Hansen har været Tour de France-studieekspert på TV 2 siden 2001. Foto: CHRISTENSEN, KLAUS BO
Vis mere

Fra studiet i Odense har han talt publikum igennem Lance Armstrongs storhed og fald, beskrevet Michael Rasmussens dramatiske Tour-exit og senest udlagt fødslen af en ny verdensstjerne fra Glyngøre.

Men efter årets danske jubeludgave af Tour de France er det slut. Henrik Jul Hansen, der for længst er blevet pensionist, vil nu også lade sig pensionere fra skærmen.

»Det er mit sidste år. Jeg er blevet 79. Det må ende for mig på et eller andet tidspunkt. Det ligger bare i luften,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Nu kan man også se, at TV 2 har sendt to unge mennesker af sted til Frankrig i stedet for mig,« siger Henrik Jul Hansen – uden at lyde bitter.

Henrik Jul Hansen har fået gode venner gennem sin Tour-dækning. Eksempelvis cykler han rundt på tidligere Tour de France-rytter Brian Vandborgs Cannondale-cykel
Henrik Jul Hansen har fået gode venner gennem sin Tour-dækning. Eksempelvis cykler han rundt på tidligere Tour de France-rytter Brian Vandborgs Cannondale-cykel Foto: Stine Bidstrup
Vis mere

Det har han også selv prøvet. Men siden 2001 har københavneren været fast ekspert i TV 2s Tour-studie både før og efter etaperne.

Et job, hvor der skal tales langt og længe, også selv om der egentlig ikke er sket noget, der er værd at tale om.

Det kræver en mand af mange ord, og det var netop sådan, at Henrik Jul Hansen i første omgang fik jobbet.

I 1999 og 2000 var han udsendt som Tour-reporter for tv-stationen. Han var med egne ord 'sgu meget god – men ikke verdens hurtigste':

Journalist Henrik Jul Hansen har også udgivet flere bøger om Tour de France - her i 2000.
Journalist Henrik Jul Hansen har også udgivet flere bøger om Tour de France - her i 2000. Foto: MOGENS FLINDT
Vis mere

»Jeg skulle stå i målområdet og rapportere hjem fra min stol. Det var Claus Elgaard i studiet. Forbindelsen var så langsom og forsinket, at jeg fik et eller to spørgsmål, og så skulle jeg bare snakke,« siger Henrik Jul Hansen og fortsætter:

»Så kom jeg med lange svar – helt op til fem minutter. Det fik dem måske til at se, jeg skulle være i studiet. ‘Dig sender vi sgu ikke af sted igen!’«

Resten er dansk tv-historie, og selv om Henrik Jul Hansen har måttet nøjes med at følge løjerne på afstand, slår han fast, at han har haft det bedst – lige dér på Kvægtorvet i Odense.

»Jeg savner ikke at være i Frankrig. Det er mest sjovt at sidde her i Danmark. Jeg savner slet ikke ræset på vejene i bilerne. Jeg kan godt lide at være herovre i Odense. Der er en god stemning på Tour-holdet. Det er mange år siden, jeg har savnet at være i Frankrig. Mest de første år.«

Læs et større interview med Henrik Jul Hansen – søndag på bt.dk