Der er mange cykelryttere, som er skræmt i forhold til at spise. Det har jeg også været.
Selvfølgelig har vægt meget at sige, og det fylder en del. Der er en kultur for det i cykelsporten. Man skal være pillet, og man skal se skarp og trimmet ud. Det er næsten vigtigere, end om man kan træde. Groft sagt.
Mantraet, da jeg kom ind i cykelsporten, var ikke til at tage fejl af. Jeg lærte det på den hårde måde, og der var ingen mulig forhandling: Man skulle bare være tynd.
Ingen snakkede om, at man skulle sørge for at spise sådan, at man har energi til dagen efter. Det var bare et spørgsmål om at være tynd.
Rationalet er da også til at forstå: Du skal være lettere, for så kan du køre hurtigere opad.
Efterhånden har mantraet ændret sig, men det kommer jeg tilbage til. For der er stadig mange, som hænger sig i det gamle mål om at være tynd for enhver pris. Det er ikke helt forkert, men det er langtfra den eneste sandhed.
For der hersker et kropsideal i cykelsporten, og indimellem tror jeg, at det har taget overhånd.
Men når man kommer til et løb, er det første, man bemærker, hvordan ens konkurrenter ser ud. Man når at tænke: 'Han ser tynd ud. Han ligner en, der er klar. Han må køre stærkt, ham må jeg hellere holde øje med.'
Det eneste er, at det på ingen måde har noget at gøre med, om han er klar.
Vægten i cykelsporten er vigtig, selv om det afhænger af, hvilken ryttertype der er tale om. En klatrer skal være tyndere end en sprinter eller en klassikerrytter, hvis vedkommende skal være god til at køre opad.
Men uanset hvad, har vægten noget at sige. I mange år gik jeg rigtig meget op i min vægt. Så meget, at det indimellem er gået ud over mine præstationer.
Man forsøger at gå ned i vægt, så man kan præstere maksimum, når det går opad. Det hele bliver afgjort på marginalerne, men i mit tilfælde har det betydet, at jeg ikke har haft den power i benene, som jeg har nu.
Fordi jeg er gået for meget op i min vægt, har jeg mistet både kvalitet i træningen, men også mistet power i bestræbelsen på at blive let.
Jeg var bange for at spise for meget, så jeg spiste for lidt. Jeg var tit sulten. Jeg sultede mig selv.
I mange år spiste jeg aldrig nogensinde pasta, når jeg kom hjem fra træning, fordi jeg tænkte, at jeg ikke behøvede det. Med vejledning fra min nutritionist fandt jeg ud af, at det er okay, og faktisk kan jeg nu træne hårdere dagen efter.
Kan du træne hårdere, forbrænder du også mere. Personligt gælder det for mig om at være påpasselig over, hvor meget fedt jeg spiser, men jeg skal have de kulhydrater, der skal til, for at jeg kan træne ordentligt.
Nu er det mere sjældent, at jeg sulter mig. De værste dage er altid hviledagene, synes jeg. Der forbrænder jeg ikke noget, så der er ikke behov for at fylde depoterne op. Derfor forsøger jeg at begrænse mig, medmindre jeg har en hård træning dagen efter. Så skal der fyldes op.
Men der er nogle dage, hvor det er svært at få stillet sulten.
Når jeg er hjemme, varierer det meget, hvor ofte jeg vejer mig. Det kan være hver dag, hveranden dag, eller nogle gange går jeg ikke på vægten i en uge.
Under en Grand Tour, som den Tour de France-rytterne kører nu, er det meget oftere. Inden løbet går i gang, får man taget fedtprocent, og man bliver typisk vejet før og efter hver etape.
Her er det dog lige så meget for, at lægerne kan få nogle oplysninger om én. Taber man sig for hurtigt, er man dehydreret, har man mistet for meget væske i løbet af dagen på cyklen? Så har man mulighed for at fylde depoterne optimalt til næste dag.
Egentlig er det ment som en hjælp til rytterne, men hvis man har et problematisk forhold til sin vægt, kan det være en stressfaktor og irriterende at skulle på vægten to gange om dagen.
Det gamle mantra om, at man skal være tynd for enhver pris, dør formentlig stille og roligt ud. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det vigtigt at være så tæt på sin idealvægt som muligt for at kunne følge med de bedste opad.
Det er simpel matematik.
