Jeg er glad for, at jeg ikke skal køre Tour de France. Det er kaos. Det er tre uger i Frankrig for fuldt hug både på og af cyklen.
Bevares, det kunne være fedt at køre Tour-starten i Nice, fordi det er så tæt på mit hjem i Monaco. Men helt ærligt så er jeg glad for, at jeg ikke skal ud i det stress, som det helt sikkert bliver på første etape. Den bliver specielt hektisk, og Touren går i gang med et brag.
Den går ad små snoede veje i bjergene. Gennem beboelsesområder, og det er noget, der kan skabe panik i et Tour-felt, der er overtændt for at komme fra start. For de fleste vil de første par dage være nogle, der bare skal overstås. Uden at tabe tid og med skindet på næsen.
For Tour de France i år bliver en Tour som aldrig nogensinde før. Cykelløbet er i forvejen verdens største tilbagevendende sportsbegivenhed, og hvis man ikke har prøvet at være en del af det, kan man ikke forestille sig, hvor meget der sker i og omkring løbet gennem de tre uger.
I år er en speciel sæson. Touren er nærmest så vigtig, at den tæller for 70 procent af hele løbskalenderen. Med andre ord kan man sige, at de her 21 dage i Frankrig er vigtigere end de to andre Grand Tours (Giro d'Italia og Vuelta a España, red.), VM og klassikerne tilsammen.
Det er hovedsageligt, både fordi Touren er blevet så prestigefyldt et løb, men det er også cykelsportens største mediebegivenhed. Det løb, som bliver dækket mest intenst. Det er også noget, som afspejler sig i løbet.
Alle hold vil gerne ses. Alle vil sidde fremme. Alle vil have en bid af kagen. Stort set alle hold sender deres bedste mand. Intet hold kommer til Touren bare for at være med.
Størstedelen har en kaptajn, som de stiller til start med og har en god plan for. De ved, hvad de vil have ud af kaptajnen. Ham skal man som minimum gerne have i top 10 ud af et felt, der tæller 176 ryttere, der alle kommer i noget, der minder om topform.
Tour de France anno 2020 er også unik, fordi der har været så mange styrt op til løbet. For 10 dage siden havde jeg sagt, at det var et skræmmende felt, der ser umådeligt uhyggeligt ud med mange kaptajner. Ja, jeg havde måske endda sagt, at det var det stærkeste Tour de France-felt nogensinde.
Men en del ryttere er blevet siet fra og stiller ikke til start, da de er kommet til skade ved styrt. Blandt andet ved Critérium du Dauphiné – et løb, der traditionelt set bruges til at køre sig i form til Touren – hvor Steven Kruijswijk, der blev nummer tre ved sidste års Tour de France, var en af dem. Ingen Tour til ham i år ligesom til andre, der har døjet med problemer så sent som i sidste uge.
I år stiller mastodonterne fra Team Ineos også anderledes op. Pludselig er der ikke to eller tre topfolk med, som de plejer at have, med navne som Chris Froome og Geraint Thomas. Og så har størstedelen af rytterne, der stiller til start, måske kun haft 8 eller 10 løbsdage i år, inden de giver sig i kast med 21 udmarvende etaper kun afbrudt af 2 hviledage.
Det kan blive udslagsgivende i så langt og så hårdt et etapeløb som Touren.
Årets Tour de France-rute skiller sig også ud i forhold til de seneste år. Det første, der springer i øjnene, er, at den ensomme kamp mod uret nærmest er streget fra årets udgave.
Ingen holdtidskørsel, ingen prolog og ingen flad enkeltstart. Til gengæld ligger løbets eneste af slagsen dagen inden målet i Paris, og den slutter op ad en hård stigning, der gør, at rytterne enten bliver nødt til at skifte cykel undervejs eller starte på en normal landevejscykel. Den etape bliver afgørende.
Så er der starten i Nice, som jeg har været lidt inde på. Den kan blive meget hårdere, end man lige tror.
Både første og anden etape slutter i byen, men de bliver begge hårde og er mere kuperede, end man traditionelt set ser på Tourens første etaper, der som regel enten er en prolog eller flade sprinteretaper.
Derudover er der en række nøgleetaper, som jeg tror, kommer til at afgøre løbet. Dem vil jeg holde skarpt øje med.
13. september skal feltet ud på 15. etape, hvor rytterne skal kæmpe sig op ad en stigning på 17,4 kilometer ved Grand Colombier. Den slutter opad og bliver rigtig modbydelig.
Tre dage senere kommer det, som jeg vil vurdere som løbets kongeetape. 17. etape bliver helt sikkert udslagsgivende.
For det første får rytterne i forvejen en relativt hård etape dagen før, men denne her slutter med 21,5 kilometer opad ved Col de la Loze, som slutter i 2300 meters højde. Inden da har feltet været på togt over Col de la Madeleine, men den sidste stigning bliver virkelig én, hvor man kan gøre en forskel.
Den er relativt stejl, og den stiger med cirka 10 procent i snit over de første 4 kilometer.
For mig bliver det underligt ikke at suse af sted på de franske landeveje. Det er første gang siden 2012, at jeg følger med fra sidelinjen.
Men helt usynlig bliver jeg ikke, for løbende vil jeg give mit besyv med på løbet her i B.T.
Nyd Touren derude. Også selv om den i år ikke er synonym med ferie, sol og sommer.
