Storholdene sværmer om den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang, der i weekenden suverænt slog sin position som en af verdens bedste ryttere fast med sejren i det italienske monument Lombardiet Rundt.

Med kontraktudløb efter næste sæson er den 35-årige Astana-rytter en ombejlet herre, som flere markante mandskaber forsøger at gafle.

Nu står det klart, hvor Jakob Fuglsangs store erfaring og ekspertise skal foldes ud: I artiklerne, på blogs og i videoerne hos B.T.

For mens cykelfans i spænding må vente på, om den forrygende sæsonstart fra danskeren kan omsættes til en gigantisk triumf i Giro d'Italia eller ved VM, er det allerede nu sikkert, at Jakob Fuglsang bliver B.T.s store profil i spalterne under Tour de France, som begynder 29. august i Nice.

35-årige Jakob Fuglsang på træningstur på Col de Braus inden genstarten på 2020-sæsonen. Det store mål er Giro d'Italia, hvor danskeren eksklusivt skriver klummer for B.T.
35-årige Jakob Fuglsang på træningstur på Col de Braus inden genstarten på 2020-sæsonen. Det store mål er Giro d'Italia, hvor danskeren eksklusivt skriver klummer for B.T. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

For andet år i træk har B.T. indgået et tæt samarbejde med 'Fuglen', der de kommende uger og måneder bliver brugernes og læsernes tætte følgesvend, når en historisk cykelsæson kulminerer med først Tour de France og umiddelbart efter VM og Giro d'Italia.

»Jeg havde sidste år et fint samarbejde med B.T. og er glad for igen at kunne give min indsigt og erfaring ud til læserne og de danske cykelfans,« siger Jakob Fuglsang.

Fuglsang bliver under Tour de France brugernes forlængede arm ind i løbet med indsigt og analyse på løbets højdepunkter, store historier og de præstationer, hans danske kolleger i feltet leverer. På udvalgte etaper vil han desuden deltage og kommentere i B.T.s liveblog.

Når VM – forhåbentlig – køres sidst i september, og når Giro d'Italia-karavanen ruller i oktober, er Fuglsang selv i feltet. Endda som en af de store favoritter.

Jakob Fuglsang skal køre Giro d'Italia for anden gang i karrieren.
Jakob Fuglsang skal køre Giro d'Italia for anden gang i karrieren. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Her tager han B.T.s brugere med backstage og helt tæt på, når han klummer om op- og nedture direkte fra hotelværelser og landeveje. B.T.s brugere får eksklusivt alle tanker, overvejelser og bekymringer fra dansk cyklings verdensstjerne, når han forsøger at nå to af karrierens helt store målsætninger.

»Årets store mål for mig er VM – vi må se, hvad der sker her – og Giro'en. Her tager jeg B.T.s læsere med helt ind i rytterbussen,« lyder fra 35-årige Fuglsang.

Fuglsangs store opgave bliver at formidle insight og tage B.T.s mange hundrede tusinde brugere og læsere med ind bag tæppet og i privaten, hvor vi sjældent kommer.

Tour de France køres fra 29. august til 20. september.