Vanvittigt, utroligt, historisk.
Man kan forsøge sig med mange ord for at beskrive det, Tadej Pogacar har bedrevet. Men det er svært at finde ét, der er stort nok.
Samtidig må det være fuldstændig ubærligt at hedde Primoz Roglic i det her drama, som vi vil huske mange, mange år ud i fremtiden.
Jeg kan ikke huske at have været med til noget i Touren, der skulle minde om det her, hvor den gule trøje bliver flået af en rytter og over på en anden til allersidst.
I 2010 var det også hektisk, da Andy Schleck tabte kæden, og det var det også, da Cadel Evans vandt Touren på den sidste enkeltstart. Men da var det forventet.
Det her er noget, der sker en gang i årtiet. Hvis man er heldig.
Epilogen på Tour de France anno 2020 er intet mindre end en kæmpe overraskelse. De færreste havde forventet, at den sidste enkeltstart kunne vende så meget op og ned på det hele. Det viser også, at de sidste dage har været rigtig hårde.
Jeg havde troet - og det havde mange andre også - at Roglic ville køre denne her hjem uden problemer. Det er overraskende, at han går så meget ned, at han ender med at tabe alt.
Han kører hæderligt, selvom det ikke så godt ud. Han lignede ikke en, der var ovenpå. Omvendt laver Pogacar et kæmpe kup, og han kørte bare sindssygt stærkt. Han slår nummer to med næsten halvandet minut. Så har man seriøst været hurtig.
Jeg kender ikke Tadej Pogacar. Han virker som en stille og rolig fyr, der ikke stresser for meget. En, der tager det oppefra og ned.
Men én ting er sikkert: Hans præstation er fantastisk.
At køre Tour de France, som han har gjort i sin første Tour, er unikt. Han vinder både den gule, den hvide og den prikkede trøje, og han er en rytter med mange år i sig endnu.
I fremtiden vil han ikke til at kunne køre Touren som i år. ALLE øjne vil være rettet mod ham, og han kommer til at skulle bruge et hold. I år har han ordnet det hele selv.
Det gør sejren endnu flottere, men på den anden side har det hjulpet ham, at Jumbo-Visma har kontrolleret løbet, for det har ikke krævet noget af hans eget hold.
Pogacar har vundet Tour de France, fordi han er så stærk til at køre opad. Det er kun på få dage, at ryttere har været stærkere end ham op ad bakke. Og så kører han en fabelagtig enkeltstart.
Jeg må også sende en lille tanke til min holdkammerat Miguel Angel Lopez, der mister sin podieplads. Det er ærgerligt, men til gengæld er jeg glad for, at Richie Porte blev nummer tre.
Det er fuldt fortjent, og i mine øjne er podiet det helt rigtige. Det består af de tre, der har kørt bedst i Touren. Roglic har bevares haft et stærkt hold, men han har ikke været løbets stærkeste rytter.
Om ti år vil jeg tænke tilbage på det her som en speciel dag. Som noget, vi ikke kommer til at se de næste mange år. Det er det, som Touren kan.
I et årti har det været Ineos, der har styret, kontrolleret og kvalt løbet. I år gjorde Jumbo lidt af det samme, men alligevel blev de overrasket til sidst.
Det er godt for løbet og for cykelsporten, for det her har været en smuk Tour.
Den har været uforudsigelig, og det klæder den efter mange år uden overraskelser.
