Miguel Ángel López slutter af med at være Jakob Fuglsangs superhjælper. Og så er det slut.
Den colombianske cykelrytter forlader efter denne sæson Astana.
Det bekræfter cykelholdets sportschef, Alexandre Vinokourov, ifølge Cyclingnews.com over for Prosports.kz, hvor det tilføjes, at der er ikke er plads i budgettet til at holde på rytteren med tilnavnet 'Superman'.
Det sker efter et år, hvor der har været økonomiske udfordringer på Astana. Først på året var der problemer med lønudbetalingerne, og siden blev samtlige lønningen nedsat med 30 procent på grund coronapandemien. Læs mere om det her

Miguel Ángel López har kørt hele sin professionelle karriere for Astana, og han var med i det netop overståede Tour de France som holdets kaptajn. Her endte han på en samlet sjetteplads efter at have ligget nummer tre inden den dramatiske enkeltstart på næstsidste etape, hvor der blev vendt op og ned på mange ting i klassementet. Han vandt desuden 17. etape.
Den 26-årige colombianer har reelt to opgaver tilbage hos Astana: VM og Giro d'Italia.
Og ved det store etapeløb om den lyserøde førertrøje skal han altså agere støtte for danske Jakob Fuglsang, der er Astanas bud på en topplacering i den samlede stilling. Her er Miguel Ángel López tidligere sluttet som treer (i 2018), og det samme har han også opnået i en anden Grand Tour, Vuelta a Espana (også i 2018).
Giro d'Italia køres fra 3.-25. oktober. Her kan du undervejs komme helt tæt på Jakob Fuglsang, der skriver klummer i B.T.


