De prøvede ihærdigt, men de kunne ikke lade være. Tårerne trillede ned ad kinderne.

For Jonas Vingegaards historiske bedrift fik nemlig den unge danskers forældre til at bryde ud i tårer, da han trådte op på podiet i Paris søndag aften og modtog sin andenplads i årets Tour de France.

»Det var fuldstændig overvældende at se ham på podiet. Der var tårer i øjenkrogen på min mand, mens jeg slet ikke kunne holde dem tilbage. Det var så stort for os,« siger Karina Vingegaard Rasmussen til B.T.

Sammen med sin mand, Claus, stod de søndag aften på Champs-Élysées for at se deres søn blive hyldet i den franske hovedstad.

Jonas Vingegaard (tv.) på podiet i Paris sammen med vinderen af Touren, Tadej Pogacar (i midten), og tredjepladsen, Richard Carapaz.
Jonas Vingegaard (tv.) på podiet i Paris sammen med vinderen af Touren, Tadej Pogacar (i midten), og tredjepladsen, Richard Carapaz. Foto: GARNIER ETIENNE
Vis mere

Og netop forældrenes tilstedeværelse var da også en kæmpe overraskelse for den 24-årige Jumbo-Visma-stjerne.

»Vi valgte at rejse til Frankrig for at overraske Jonas, så han anede ikke, at vi stod og så ham på podiet, før han fik øje på os. Vi tog imod ham og gav ham en stort knus bagefter,« fortæller Karina Vingegaard Rasmussen og tilføjer:

»Han blev selvfølgelig enormt glad for overraskelsen. Alt går jo op i en højere enhed på sådan en dag.«

Forældreparret har de seneste tre uger været vidne til lidt af et dansk cykelmirakel. Det lå nemlig ikke ligefrem i kortene, at Jonas Vingegaard skulle satse på en topplacering i Touren.

Jonas Vingegaard havde sin lille datter, Frida, med på podiet.
Jonas Vingegaard havde sin lille datter, Frida, med på podiet. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Og da slet ikke i hans første Tour de France, forklarer den stolte mor:

»Det har været tre ekstreme uger. Først var vi jo bare vildt stolte over, at han fik sin debut, men pludselig vender det hele, da Roglic udgår. Og at han så bliver nummer to, er bare vildt og forløsende, for det er noget, han altid har kæmpet for og drømt om.«

Ifølge Karina Vingegaard Rasmussen har den unge Tour-debutant ligeledes haft en både lang og svær vej til toppen af cykelsporten:

»Jonas var mindre end sine jævnaldrende, da han var dreng, og han har altid haft en langsommere udvikling. Han har virkelig lagt mange timer i det, men det er jo det hele værd, når der sker sådan noget som det her.«

Jonas Vingegaard skrev søndag dansk cykelhistorie, da han var den første dansker siden 1996, der stod på klassementspodiet i Paris.

Dengang var det Bjarne Riis, der kunne træde op på den øverste podieplads og lade sig hylde som vinder af Tour de France.