TV2's enorme Tour de France-satsning løb lørdag ind i en regulær corona-kæberasler, da den rutinerede vært Thomas Kristensen midt i sin arbejdsdag blev sendt hjem efter en positiv covid-19-test.

TV2 satte straks gang i en større smitte-efterforskning og sendte alene på sporten 15 personer hjem. Men nu er der godt nyt efter chokket.

En ny test, foretaget i går, har nemlig vist, at Thomas Kristensen sandsynligvis ikke længere er ramt af covid-19.

»Thomas har fået testsvar i dag, som var negativ. Det betyder, at den test, han fik taget i går, altså var negativ. Men vi gør det samme, som vi allerede havde planlagt at gøre,« siger kanalens sportschef, Frederik Lauesen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»For det første skal han have taget en test mere, så vi er sikre på, den negative er troværdig. I virkeligheden har vi hele tiden regnet med - fordi Thomas er symptomfri - at han skulle være i karantæne i syv dage. Så Thomas kommer tidligst tilbage på Tour de France-redaktionen på lørdag,« fortsætter Lauesen.

Altså er det planen, at Thomas Kristensen allerede på lørdag indtager sin vante position som vært i TV2's optaktsstudie på Kvægtorvet i Odense.

Dagens negative prøvesvar ændrer ikke på beslutningen om at sende alt fra medværter til sminkøser hjem fra jobbet i mindst fire dage endnu.

»For alle de andre, vi har sendt hjem, ændrer den negative test ingenting. De skal stadig være i karantæne, indtil de har fået taget en test fire dage efter, de sidste var i kontakt med Thomas, og den er negativ,« siger Frederik Lauesen.

Andre læser også