Hun havde ikke lyst til at tale om det. Men Pernille Harder fik det samme spørgsmål flere gange efter søndagens tabte Champions League-finale. Igen og igen.
For skal hun videre fra Wolfsburg, eller bliver hun i sin tyske klub?
Inden finalen blev hun rygtet til Chelsea, og det fik en reporter fra det engelske BT Sport til at spørge til fremtiden, umiddelbart efter 1-3-nederlaget til Lyon. Interviewet er blevet delt på Twitter, og du kan se det her.
Interviewet udfoldede sig således:
»Kan du bekræfte, det var din sidste kamp for Wolfsburg?« spurgte journalisten først.
»Nej, det kan jeg ikke,« svarede Pernille Harder med et smil.
»Så du kommer ikke til England?« lød det videre.
»Måske, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke bekræfte noget omkring det,« svarede landsholdsspilleren og trak let på skuldrene.
»Fansene vil gerne vide, kommer du og spiller i WSL (Women's Super League, red.)?« var det næste spørgsmål fra manden bag mikrofonen.
»Jeg kan ikke kommentere på det,« smilede Pernille Harder.
»Hvorfor ikke?« lød spørgsmålet tilbage.
»Fordi det kan jeg ikke,« svarede Pernille Harder, mens hun stadig havde et lille smil på læben.
»Så vi kan forvente, det kommer frem på tirsdag?« prøvede reporteren med henvisning til, at engelske medier har skrevet, at transferen her vil blive offentliggjort.
»Vi får at se,« svarede den danske landsholdsspiller, der stadig ikke helt fik lov til at slippe.
For reporteren ville vide, hvorfor WSL er tiltalende som liga.
»Jeg har lige spillet en Champions League-finale, jeg har virkelig ikke lyst til at tale om det her lige nu,« sagde Pernille Harder, inden der blev takket af.
Interviewet har fået stor opmærksomhed på de sociale medier, hvor mange mener, at reporteren ikke udviste respekt for den danske spiller og situationen hun stod i.
Samtidig får den danske landsholdsspiller stor ros for sin måde at håndtere det på. Her er blot et udpluk af de mange reaktioner:
'Pernille Harder er for sød til denne verden. Hvordan kan du spørge om det, når hun lige har tabt en Champions League-finale? Det er uacceptabelt og respektløst.'
'Hvad i alverden laver personen? Hvorfor synes han, det er passende? Så vi noget lignende, da Auba blev interviewet i går?'
'En ting er at spørge, men at blive ved og ved...jeg er overrasket over, hun ikke bare gik sin vej.'
'Man må gerne stille spørgsmålet. Men lad være med at blive ved og bare omformulere det ti gange, når spilleren eksplicit siger, hun ikke vil tale om det.'
'Ynkeligt, det må koste en fyreseddel. Fair spillet af Pernille her.'
Pernille Harder har spillet i Wolfsburg siden 2017.
Hun og den tyske klub har papir på hinanden et år endnu.