Det er kun en måned siden, at nyheden ramte cykelsporten som en ubærlig tragedie, der vil blive husket for altid.
For Gino Mäder mistede livet under en nedkørsel ved Schweiz Rundt under et voldsomt styrt, der kastede ham direkte i døden.
Netop det har fået Tour de France-arrangørerne til at tage ekstra forholdsregler ved særlige nedkørsler under årets løb – blandt andet den ned mod målbyen Morzine lørdag.
Og ifølge B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis er det noget, der stadig sidder i hovedet på flere ryttere, når de begiver sig ud på de livsfarlige nedkørsler.

»For nogle af dem fylder det, ja. Det gør det også for mig lige nu, men det er jo ikke fordi, det er første gang, sådan noget sker,« fortæller Bjarne Riis.
»Der er meget fokus på emnet lige nu, det ligger et eller andet sted i underbevidstheden.«
Bahrain-Victorious-rytteren styrtede 15. juni på de allersidste kilometer af en etape, der sluttede efter en nedkørsel.
Præcis som lørdagens etape i tour de France.
»Det er meget individuelt, om det fylder. Men jeg er overbevist om, at nogen trækker mere i bremsen. Det er tydeligt at se,« mener Bjarne Riis.
»Nogle af rytterne mistede vildt meget tid på nedkørslen og lavede flere huller, end der normalt er.«
Gino Mäder blev kun 26 år, og Bjarne Riis var selv sportsdirektør for ham på Team NTT. Det kan du læse om her.
B.T. dækker alt om Tour de France hele vejen – og herunder får du Touren på Bagsædet, som er B.T.s Tour-podcast, der de kommende uger er dine øjne og ører på de franske landeveje.



