Der var uendeligt meget Tour-drama på onsdagens bjergafslutning på Col du Portet – også da tv-kameraerne for længst var slukket.

På vej fra bjergtoppen til holdbusserne efter etapen blev flere verdensstjerner og danske Chris Juul Jensen involveret i en dramatisk redningsaktion.

Col du Portet var proppet med ellevilde tilskuere. Mange af dem havde selv forceret bjerget på cykel, og for én gik det helt galt, da han fløj ud over en skrænt.

»Der foregik en hel masse i bjergpasset. På nedkørslen, efter vi havde krydset målstregen, lå jeg efter en cykel. Rytteren missede et sving og blev fundet 20 meter nede,« fortæller den tidligere verdensmester Philippe Gilbert til belgiske RTBF.

Chris Froome og Philippe Gilbert i deres velmagtsdage i 2013. Briten som Tour de France-vinder og belgieren som verdensmester.
Chris Froome og Philippe Gilbert i deres velmagtsdage i 2013. Briten som Tour de France-vinder og belgieren som verdensmester. Foto: JOEL SAGET
Vis mere

Belgieren trillede sammen med flere Tour-ryttere fra gruppettoen ned ad bjerget, da de oplevede det skræmmende styrt på nærmeste hold.

Sammen med den firdobbelte Tour-vinder Chris Froome og danske Christopher Juul-Jensen begav han sig ud over kløften for at hjælpe den tilskadekomne tilskuer.

»Vi stoppede op for at redde ham. Det er noget, som pressen ikke har beskrevet, men jeg måtte bruge tæt på 20 minutter på at hjælpe den her mand. Vi råbte efter hjælp, for han var virkelig i en skidt tilstand. Det er sådan nogle oplevelser, vi også må gennemleve,« forklarer Philippe Gilbert til RTBF.

Det har ikke været muligt at finde frem til detaljer om tilskuerens tilstand.

Danske Christopher Juul Jensen blev en del af en redningsaktion med verdensstjernerne Chris Froome og Philippe Gilbert.
Danske Christopher Juul Jensen blev en del af en redningsaktion med verdensstjernerne Chris Froome og Philippe Gilbert. Foto: JENNIFER LORENZINI
Vis mere

For Philippe Gilbert må oplevelsen have været en uhyggelig påmindelse om en lignede situation, der også involverede en dyb kløft.

På vej ned ad Col de Portet d'Aspet, som Tour-feltet passerede tirsdag, hamrede belgieren i 2018 ind i en stenvæg.

Han fløj ned i den dybe kløft og fik enorme skader på sit ene ben, hvor knæskallen blev flækket.

Tour de France slutter søndag i Paris. Følg hele løbet tæt i B.T.s liveblog.