Den danske Astana-stjerne Jakob Fuglsang har været en skygge af sig selv under årets Tour de France.

De varslede togter efter etapesejre og måske endda bjergtrøjen har været afløst af forkølede udbrudsforsøg uden saft og kraft og generel mangel på styrke.

Nu forklarer den 36-årige Monaco-dansker, at han stadig føler sig påvirket af den coronavaccine, han modtog kørt før afrejsen til Tour de France:

»Jeg fik mit andet stik med coronavaccinen lige inden Tour de France. Jeg var glad for at få vaccinen, men jeg tror, jeg har reageret på det andet stik til en vis grad – særligt fordi jeg er taget direkte videre til en Grand Tour, hvor man hver dag presser sin krop til det yderste.«

Jakob Fuglsang har proklameret, at han kører efter etapesejre i årets Tour de France. Sæsonens store mål er OL.
Jakob Fuglsang har proklameret, at han kører efter etapesejre i årets Tour de France. Sæsonens store mål er OL. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Jakob Fuglsang understreger, at han ikke har det decideret skidt, men at han tror, coronavaccinens påvirkning skader hans maksimale ydeevne:

»Det er ikke, fordi jeg har det dårligt, men når man dyrker professionel sport – og især noget så anstrengende som en Tour de France, er det klart, at man kan reagere på forskellige måder.«

Ifølge Morten Andersen, professor i overvågning af bivirkninger ved vacciner på Københavns Universitet, er det ikke nødvendigvis en dårlig undskyldning, Jakob Fuglsang disker op med.

»Hvis almindelige mennesker bliver småsyge, trætte og skal lægge sig i nogle dage efter vaccination, så kan sportsfolk – selv om de ikke får feber – godt få påvirket deres generelle ydeevne. Men selv om de ikke føler noget, kan det godt sidde i kroppen,« siger han og fortsætter:

Jakob Fuglsang har været et stykke fra sit topniveau i årets Tour de France.
Jakob Fuglsang har været et stykke fra sit topniveau i årets Tour de France. Foto: CHRISTOPHE ENA
Vis mere

»Det er en hensigtsmæssig reaktion fra kroppen. Man opbygger jo immunforsvaret mod virus, og det sætter en masse i gang. Influenzalignende symptomer, muskelsmerter, hovedpine og feber – den slags. Så jeg mener ikke, det er overraskende, at det vil kunne påvirke ham.«

Professoren understreger, at der på grund af coronavaccinernes lynhurtige udbredelse mangler viden på området. Særligt i forhold til en type som Jakob Fuglsang:

»Der er ikke noget, der tyder på, at det bliver i kroppen. Men det er ikke rigtig undersøgt. Vores viden er baseret på studier af vaccinerne og det, der er rapporteret ind af bivirkninger. Man har, så vidt jeg ved, endnu ikke lavet test af sportsfolks performance. Men det vil ikke undre mig, at når det gør almindelige mennesker trætte, så kan det også ramme topatleternes præstationsevne. Men alternativet, at få covid-19, er værre end vaccinen.«

Særligt det andet stik, som Jakob Fuglsang modtog inden afgang til Frankrig, sætter gang i immunforsvaret og kan give kraftigere bivirkninger, forklarer Morten Andersen.

Det er ikke ordentligt undersøgt, om topatleter kan blive påvirket på længere sigt efter at have fået coronavaccinen.
Det er ikke ordentligt undersøgt, om topatleter kan blive påvirket på længere sigt efter at have fået coronavaccinen. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

»Man har opnået en immunitet ved første stik og dannet antistoffer. Det vil sige, kroppen er klar. Så ved andet stik reagerer immunsystemet kraftigere. Det ses generelt, og særligt hos yngre kan reaktionen blive kraftigere ved andet stik. Men det er meningen. Kroppen reagerer, for at der skal ske det samme, når virussen kommer, så den kan neutraliseres.«

Jakob Fuglsang har brugt hviledagen til at komme til hægterne og afviser ikke, at han vil forsøge sig i de kommende etaper i Pyrenæerne:

»Jeg håber at ramme topformen i de kommende dage og prøver hele tiden at presse mig selv til grænsen, så jeg kan afslutte dette års Tour de France med et godt resultat. Vi har nogle gode muligheder i de kommende dage i Pyrenæerne, og vi vil prøve at køre så aggressivt som muligt.«

Det store mål er fortsat OL i Tokyo, hvor danskeren flyver til direkte efter Tour de France. Linjeløbet ved Mount Fuji køres lørdag 25. juli.

»Jeg tager direkte videre til OL i Tokyo på mandag, og jeg har stadig et mål om at lave sølvet fra Rio om til guld i Tokyo.«