Dagen efter Tour de France rejser feltets stærkeste bjergryttere til OL i Tokyo for at dyste om guldmedaljen på en sjældent set brutal bjergrute ved Mount Fuji.

Men Tadej Pogacar, Richard Carapaz og de andre verdensstjerner får ikke selskab af Tour-sensationen Jonas Vingegaard.

Det slår landstræner Anders Lund fast til B.T., efter der i de seneste dage har været spekulationer om, hvorvidt Jumbo-Visma-rytteren med den fantastiske form kunne overtage en af pladserne på Danmarks hold:

»Det er overhovedet ikke en mulighed. Jeg tror 100 procent på Jakob Fuglsang. Jonas skal ikke køre OL. Sådan er det.«

Jonas Vingegaard har været den helt store åbenbaring i årets Tour de France, men danskerne får ikke lov at nyde de betagende bjergben under OL i Tokyo.
Jonas Vingegaard har været den helt store åbenbaring i årets Tour de France, men danskerne får ikke lov at nyde de betagende bjergben under OL i Tokyo. Foto: Pete Goding
Vis mere

Jonas Vingegaard meddelte allerede i maj, at han ikke stod til rådighed for landstræneren under OL. Dengang var han tiltænkt en hjælperolle i sit første Tour de France.

Nu er virkeligheden en anden. Efter kaptajn Primoz Rogliz' tidlige exit i Touren har det danske stortalent vist sig som feltets næststærkeste rytter. Et godt bud på en dansk medalje ved OL.

»Det er et stykke tid siden, Jonas Vingegaard sagde, han ikke stod til rådighed på landsholdet i OL-sammenhæng. Det er ikke noget, jeg har gået og spekuleret mere over. Jeg har sat det stærkeste hold omkring Jakob Fuglsang,« siger Anders Lund.

Han understreger samtidig, at man ikke bare kan overføre sin Tour-form til endagsløbet ved OL:

Landstræner Anders Lund ærgrer sig over, Jonas Vingegaard ikke er en del af OL-holdet, men har for længst indstillet sig på, at kaptajnen er Jakob Fuglsang.
Landstræner Anders Lund ærgrer sig over, Jonas Vingegaard ikke er en del af OL-holdet, men har for længst indstillet sig på, at kaptajnen er Jakob Fuglsang. Foto: Morten Germund
Vis mere

»Touren og OL er to vidt forskellige ting. Man kan ikke bare tage den sidste bjergetape i Touren og sige, at sådan bliver det også i Tokyo. Det er noget helt andet,« siger han og fortsætter:

»Hvis man skal køre OL, skal man sætte sig op. Forberede sig mentalt. Touren har været ekstrem for Jonas. Han har kørt fantastisk, men det er et kæmpe pres og en kæmpe belastning at ligge nummer to.«

Anders Lund lægger ikke skjul på, at han gerne havde set 24-årige Vingegaard hoppe på flyet til Tokyo. Men han har altså for længst slået skuffelsen ud af hovedet.

»Han fik at vide, at han skulle køre sit første Tour de France, og på den baggrund mente han ikke, at han ville være konkurrencedygtig en uge efter. Det har nok også været meldingen fra holdet, at de tænker, han er træt bagefter. Jeg havde gerne set, at han stod til rådighed, men det er ikke virkeligheden, og det er jeg kommet mig over.«

Men ville det rent logistisk kunne lade sig gøre? Hvis en af de danske deltagere på OL-holdet – Jakob Fuglsang, Kasper Asgreen, Michael Valgren og Christopher Juul Jensen – eksempelvis vælter og udgår af Tour de France, er det faktisk muligt at ændre på holdet, forklarer landstræneren:

»Der er forskellige muligheder, men det er hypotetisk. Der er noget, man kan gøre. For at få fuld plade med til OL, men det vil kræve en hel masse, så jeg krydser fingre for, at det ikke bliver tilfældet, og at vi kan holde planen. Det er muligt at skifte ud, men det er ikke noget, vi har sat op,« siger Anders Lund og tilføjer:

»Hvis det var situationen, ville jeg gøre alt for, at det skulle lade sig gøre. Men det er ikke noget, jeg spilder mange sekunder på at tænke på, for det er ikke virkeligheden nu.«

Dermed afliver landstræneren altså stort set endegyldigt håbet om, at danskerne kan få Jonas Vingegaard at se på de stejle asfaltstykker uden for Tokyo.

Jakob Fuglsang har følt sig dårligt kørende under årets Tour de France, men er fortsat Danmarks store håb ved herrernes OL-linjeløb.
Jakob Fuglsang har følt sig dårligt kørende under årets Tour de France, men er fortsat Danmarks store håb ved herrernes OL-linjeløb. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

»Det er en hypotetisk snak. Jeg glæder mig så meget over, at vi har en top-top-topklasserytter, der er med i klassementet. Jeg jubler, når han klarer sig godt, men jeg har ham ikke i OL-tankerne, for det er ikke virkelighed. Jeg koncentrerer mig om det hold, vi har.«

Ved det seneste OL i brasilianske Rio i 2016 vandt Jakob Fuglsang sølv i linjeløbet.

Monaco-danskeren er ligeledes kaptajn på årets hold, men har i de seneste uger kæmpet med dårlig form efter en corona-vaccine.

Herrernes OL-løb køres lørdag 24. juli. Ruten, der skal forceres, er på hele 234 kilometer og byder undervejs på næsten 4.500 højdemeter.