Vi havde nerverne uden på tøjet, da Tadej Pogacar stak kniven i Jonas Vingegaard. Først på opstigningen til ikoniske Galibier og endnu mere under den frygtindgydende nedkørsel. Ud over tidstabet led han også et stort svigt fra sine holdkammerater på det mytiske bjerg.
Her får du B.T.s dom fra Tourens tredje etape, der blev vundet af Tadej Pogacar.
Vi bliver nødt til at give den prestigefyldte pris til Jonas Vingegaard, selvom Tadej Pogacar tog stikket på Galibier.
For hvor var det alligevel imponerende at se Vingegaard sidde helt alene i et hvidt UAE-hav, der piskede ham i flere kilometer – og så havde han overskuddet til at reagere prompte, da det slovenske slangehug kom.
Desværre knækkede elastikken til sidst på vej op ad Galibier – og på den tørre og knap så tekniske del af nedkørslen åd Pogacar en masse sekunder på danskeren, som viste tegn på, at der var måneder siden, at han sidst rigtig havde kørt væddeløb. Men sikke en fight.

50 sekunders forspring til Tadej Pogacar efter fire dage, der klart favoriserer sloveneren, er ingen katastrofe for Jonas Vingegaard.
Men måden, hvorpå den ene dobbelte Tour de France-vinder besejrede den anden, giver bange, bange, bange anelser.
Det er simpelt. Tadej Pogacar er lige nu den store favorit til at vinde Tour de France. Med få ryk rev han den velkendte elastik til Jonas Vingegaard midt over. Pogacar virker stærkere, mere eksplosiv og vigtigst af alt har han et mandskab.
Det var uvant og direkte chokerende at se, hvor let UAE-mandskabet rystede Vingegaards hjælpere af – som var de knastørre nåle på et måned gammelt juletræ. Nu må danskerens helt store ønske være, at Matteo Jorgenson finder formen. Hvor vi savner Sepp Kuss!

Vi har snakket og skrevet spalte op og spalte ned om UAE's Tour-mandskab, der er som taget ud af et Pro Cycling Manager-drømmehold – proppet til bristepunktet med de bedste klatrere. I dag blev det tydeligt, hvad de kan.
Det var en magtdemonstration af en anden verden fra Pogacars hjælperyttere op ad Galibier, som fik Visma-generalerne til at falde som fluer, og til sidst var det fire mod én med Vingegaard tilbage som eneste overlevende Visma-Lease a Bike-rytter.
Rent ud sagt en katastrofe for glyngøreboen, der SKAL kunne regne med at have som minimum Matteo Jorgenson ved sin side, når det bliver allerhårdest. Det var bestemt ikke tilfældet i dag.
Vi skal lette på hatten for UAEs vanvittigt flotte arbejde, men det er et kæmpe problem, hvis ikke Vingegaard kan stole på sine tætteste hjælpere i højderne.

Vi fik nærmest tynd mave af at være vidne til Jonas Vingegaards hæsblæsende nedkørsel fra Galibier, men vi er nødt til at give en anden dansker lidt opmærksomhed.
Christopher Juul-Jensen fortalte til B.T. inden en tidligere etape, at han havde taget alternative midler i brug for at forberede sig på den bagende hede i Frankrig i sin drønvarme kælder i Valby.
Tirsdag blev Københavns dyreste varmeregning vekslet om til diamanter i danskerens aldrende stænger.
Med det klassiske hårde – let besværede – tråd i de højeste gear bjærgede han sig med i dagens udbrud og sad med helt til den bitre ende, og gudhjælpemig, om han så ikke strøg direkte ned og trak sin lidende kaptajn, Simon Yates, da feltet fik snor i udbruddet på Galibier, der trods alt er lidt stejlere og længere end Valby Bakke.
En vanvittig og heltemodig indsats af danskeren – du er et bæst, Christopher!

Ooog pust ud!
Den nervepirrende første armlægning mellem Jonas Vingegaard og hans slovenske nemesis er overstået – og nu kan de to kamphaner for en stund slække lidt på trådet og nok en gang give plads til feltets sprintere.
Onsdag byder på et sceneskift fra Vingegaard-terræn til Mads Pedersens legeplads, og der venter formentlig endnu en afgørelse blandt løbets hurtigste ryttere.
Mads Pedersen var slemt skuffet over holdets præstation på mandagens etape, hvor danskeren var centimeter fra triumfen, selv om hans sprintertog kørte fuldstændig af skinnerne.
Op på hesten igen Mads og giv os så noget at gå amok over på etapen fra Saint-Jean-De-Maurienne til Saint-Vulbas!
1. Tadej Pogacar - UAE Team Emirates
2. Remco Evenepoel - Soudal Quick-Step +0:35’
3. Juan Ayuso - UAE Team Emirates ‘’
4. Primoz Roglic - Red Bull-Bora-hansgrohe ‘’
5. Jonas Vingegaard - Visma-Lease a Bike +0:37’
6. Carlos Rodriguez - INEOS Grenadiers ‘’
7. Mikel Landa - Soudal Quick-Step +0:53’
8. Joao Almeida - UAE Team Emirates ‘’
9. Giulio Ciccone - Lidl-Trek +2:41’
10. Santiago Buitrago - Bahrain-Victorious ‘’
Lyt og følg 'Touren på bagsædet' på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: