Tourens kongeetape udviklede sig søndag endnu en gang til en slovensk cykelfest.

Tadej Pogacar (UAE) tog sejren for snuden af landsmanden Primoz Roglic (Jumbo-Visma), og der er nu ingen tvivl om, at én af de to står øverst på podiet i Paris på søndag.

Den forsvarende mester, Egan Bernal, eksploderede fuldstændig på Grand Colombier og gled ud af løbets samlede top 10.

Her får du dommen over dagens danske præstationer, dagens top og flop samt 3 ting, vi lærte.



Har vi fået talt nok om, at Søren Kragh Andersen vandt en Tour-etape lørdag? Nej, overhovedet ikke! Derfor får 'RulleKraghen' titlen på denne ellers dansker-usynlige søndag. Søren Kragh Andersen afslørede lørdag morgen, at livet som Tour-triumfator er ret afdæmpet. Han havde fået et enkelt glas vin og et glas champagne lørdag aften, og så hyggede han ellers bare med lidt musik i høretelefonerne.

Karakter: 6


Tom for ord
Tom Dumoulin er én cykelsportens superstjerner, og han mødte op til Touren med en delt kaptajnrolle sammen med Primoz Roglic. Men så snart det stod klart, at Roglic havde formen til den helt store triumf, gled Dumoulin ned i en rolle som hjælper. Og hvilken hjælper! Den store hollænder har været en fantastisk løjtnant, og på Grand Colombier ydede han et nærmest overjordisk stykke arbejde for Roglic, som må være tom for ord over den holdkammerat, han har!

Foto: Stuart Franklin / Pool
Vis mere


Cykelmyggen Egan blev klasket
Efter sin suveræne Tour-sejr sidste år tog mange det for givet, at colombianske Egan Bernal (Ineos) ville stordominere Touren de næste mange år. Men av, hvor tog vi fejl! Bernal havde indtil søndag med det yderste af neglene holdt fast i den slovenske superduo Pogacar og Roglic, men på Grand Colombier kollapsede den forsvarende vinder fuldstændig og blev på ydmygende vis henvist til en statistrolle i dette års kamp om den gule trøje. Katastrofe for Ineos, der har ejet dette cykelløb i næsten 10 år!

Hjernedødt, Jungels
Sergio Higuita er fortid i Tour de France. Det kan det colombianske stjerneskud takke Deceuninck-QuickSteps Bob Jungels for. I en bizar og tankeløs handling fjernede Jungels Higuitas forhjul, da han med et underligt og meget pludseligt svaj ramte den prisgivede colombianer. Kort efter røg uheldige Higuita igen i asfalten, og så var det farvel og tak til den colombianske mester. Bob Jungels må have meget dårlig samvittighed, når han lægger hovedet på puden i aften.

Foto: Sebastien Nogier
Vis mere

De gamle kan endnu
Ingen havde regnet dem for noget i dette års Tour. De var jo færdige, havde set deres bedste dage! Men da stigningsprocenterne blev umenneskelige, og Jumbo-Visma nådesløst skruede op for tempoet, sad de der endnu, de gamle drenge Alejandro Valverde og Richie Porte. Chapeau!

Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Jumbo-jetten
De dage, hvor et britisk 'no bullshit'-team styrede løjerne i fronten af feltet, er forsvundet som en sky for solen. Jumbo-Visma ejer det her cykelløb, og deres dominans på bjergene giver mindelser om US Postal-dagene. Van Aert kører sidste års vinder, Egan Bernal, ud af podiet, Tom Dumoulin ligner Superman og er måske verdens bedste bjerghjælperytter for tiden, og Colorado-knægten Sepp Kuss kvaser alt og alle med sit malende dødstempo. Tot ziens, som man siger i Holland!

Foto: Sebastien Nogier
Vis mere