På kort tid har 19-årige Lara Clausen og 20-årige Nadia Sif Gunnarsdottir fået meget opmærksomhed.

For det var de to islandske kvinder, der tilbragte en nat med to engelske landsholdsspillere, hvilket fik de to spillere smidt hjem for at bryde coronareglerne.

Og i et stort interview med Daily Mail fortæller Lara Clausen, hvordan den hede nat med Manchester City-spilleren Phil Foden fik konsekvenser. Det skyldtes, at hun optog en video af ham.

»Jeg filmede Phil med bukserne halvt nede og sendte det til en nær ven. Han optog det og sendte det til aviserne,« fortæller Lara Clausen, der om morgenen blev ringet op af en journalist, som fortalte hende, at de ville trykke billederne.

»Min mor var i chok, fordi jeg kom i alle islandske aviser. Min far og bror sagde, jeg havde været i seng med fjenden, fordi de er Arsenal-fans. Men de synes ikke, jeg har gjort noget forkert,« siger Lara Clausen.

Samme holdning deler Phil Foden dog ikke, afslører hun.

De to tilføjede hinanden på Snapchat, og da det gik op for den 19-årige islænding, at overnatningen havde kostet Phil Foden pladsen på det engelske landshold, skrev hun til ham for at høre, hvordan han havde det. Og der kom bestemt ikke et positivt svar tilbage.

»Han var vred. Han sagde 'Hvorfor gjorde du det? Hvorfor tog du de billeder?'. Jeg forsøgte at forklare det, men han sagde bare, at han ikke havde tid til det her. Det var sidste gang, vi havde kontakt,« fortæller hun.

Også Nadia Sif Gunnarsdottir har afsløret detaljer fra sin nat med Mason Greenwood. Det gør hun i et interview med The Sun.

»Han var bestemt ikke så genert fysisk i forhold til socialt. Ja, der skete ting, men jeg vil ikke gå for meget i detaljer. Han er atletisk og fit, og jeg kunne godt lide, at han var højere end mig,« fortæller den 20-årige kvinde, der ikke var tilfreds med, at Manchester United-spilleren ikke kyssede hende farvel.

Lara Clausen og Nadia Sif Gunnarsdottir besøgte de to fodboldspillere, efter England havde slået Island 1-0.

De mødtes gennem en eksklusiv dating-app, og efterfølgende bookede de to kvinder værelser på spillernes hotel.

De snakkede først alle fire på det ene værelse, og efter en halv times tid spurgte Phil Foden, om Lara Clausen ville med op på hans værelse. Her snakkede de lidt, og efter lidt jokes tog de skridtet videre

»Jeg sagde til ham, at Nadia sikkert var højere end ham. Så kyssede han mig bare. Jeg svarede ikke, jeg tænkte ikke, jeg kyssede ham bare igen. Han kyssede godt,« fortæller Lara Clausen, der slår fast, at hun ikke kendte noget til Phil Fodens kæreste og barn.

Mason Greenwood og Phil Foden fik begge debut for det engelske landshold på Island, men de var altså ikke med, da holdet var på besøg i Parken.

Begge spillere har efterfølgende undskyldt den uheldige episode.