Som ventet blev Tourens 12. etape en eksplosiv én af slagsen med masser af mod på udbrudseventyr.

Og der var flere tydelige danske aftryk på de mere end 200 kilometer. Først sad Kasper Asgreen (Deceunick Quick-Step) i udbrud det meste af dagen, og da han var færdig, overtog Søren Kragh Andersen (Sunweb) scenen.

Men det var til sidst Søren Kragh Andersens holdkammerat Marc Hirschi, der var den stærkeste – og schweizeren sikrede sig en meget fortjent sejr ved dette års Tour.

Her får du dommen over dagens danske præstationer, dagens top og flop samt 3 ting, vi lærte.



Ja, hvad skal man snart sige om Kasper Asgreen? Han har ben som hydraulikpumper og lunger som en dieselmotor på en Masey Ferguson majetærsker. Kørte nærmest alene op til dagens tidlige udbrud, som han derefter sad og trak i 100 kilometers penge. Efter en sej tovtrækningskamp fik det hårdt kæmpende felt med Peters Sagans håndlangere i front dog halet Asgreen i land. Men endnu en fysisk magtdemonstration af 'Førerhunden fra Kolding'

Karakter: 8

STEPHANE MAHE



Det var en dag, som mange Tour-ryttere havde udpeget på forhånd. En dag, hvor et udbrud med stor sandsynlighed kunne holde hjem. Danske Michael Valgren (NTT) sagde allerede inden Touren, at 12. etape var et oplagt mål for ham. Så derfor har hans gemmeleg på de første 11 etaper været tilgivelige. Men da dagen så endelig oprandt, var det ikke meget, vi så til thyboen. Et par indledende forsøg på at komme væk kunne det blive til. Vi er lidt skuffede.

Karakter: 3


Kraghen lettede
Da Asgreen-udbruddet var indhentet, slog Søren Kragh Andersen til med et slangehug - og skabte det afgørende moment i løbet. Og på uhørt uselvisk manér og med en kraftpræstation tømte Strib-rytteren benzintanken for sin holdkammerat Marc Hirschi - og Kragh afleverede perfekt den stærke schweizer til angreb på den sidste stigning. Vi havde gerne set danskeren køre sin egen chance, men det her var flot. Og så kronede han dagen med at køre ind på tredjepladsen.


Hvor blev du af?
Thomas de Gendt (Thomas de Gendt) har været i en milliard udbrud i sin Tour-karriere - og dagens etape lå lige til ham. Derfor var der mange - muligvis også et par af B.T.s udsendte - der havde stor tiltro til, at han i det mindste ville flyve af sted i udbrud i dag. Men hvad skete der så? Den belgiske Tour-veteran lå bagest i feltet hele dagen uden skyggen af angrebsiver. Det kunne han ikke være de Gendt.


Hvad Sagan gik det ud på?
Det var ventet, at et udbrud (med en masse danskere!) skulle sejle af sted på dagens etape. Feltet så da også til at acceptere dagens tidlige udbrud. MEN Peter Sagan (Bora Hansgrohe) havde andre planer. Den slovakiske chef beordrede sine tropper til at holde Asgreen-udbruddet i stram snor, så Sagan senere kunne sprinte sig til tiltrængte point i kampen om den grønne trøje. Operationen lykkedes, men patienten døde: Sagan havde ikke benene til at følge med, da det for alvor gik for sig. Der er LANGT til den gode, gamle Peter Sagan.

BENOIT TESSIER

Marc hvem?
Hvem havde lige forudset, at den 22-årige schweizer Marc Hirschi (Sunweb) ville sætte så stort og fedt et aftryk på dette års Tour de France, som tilfældet har været - med to flotte men bitre andenpladser og nu en etapesejr. Lad os bare konkludere, at en ny stjerne er født! Hirschi har alt, hvad der skal til for at høste stakkevis af sejre de kommende år. Imponerende motor, et giftigt hug og store nedkørselsevner. Han er hidsig, ham Hirschi!

KENZO TRIBOUILLARD

Bjarnes hovedbrud
Det ser MEGET svært ud for Bjarne Riis og Team NTTs chancer for en etapesejr. Holdets bedste sprinter og bjergrytter er udgået. Tilbage stod etape 12 som en dag, hvor der var sat en ENORMT kryds i Bjarnes lille bog, men Max Walscheid og co. fik ikke lov til at køre hjem i udbruddet, og med de mægtige bjegetaper forude er det efterhånden svært at se, hvornår Bjarnes boys egentlig skal hente den triumf...