Endnu en gang havde Tour-feltet ladet fyrværkeriet blive derhjemme. Og så fik vi en etape, som vi næsten allerede har glemt igen.

Det endte selvfølgelig i en massespurt, og her var det igen australske Caleb Ewan, der var den hurtigste.

Mads Pedersen deltog i sprinten, men var aldrig i nærheden af blande sig i kampen om sejren.

Her får du dommen over dagens danske præstationer, dagens top og flop samt 3 ting, vi lærte.



Verdens bedste 'leadout man' kalder de Michael Mørkøv hernede i Touren. Og den titel levede den 35-årige dansker endnu en gang flot op til. I den indlagte sprint 55 kilometer fra mål kørte han fra alt og alle, og til sidst lod han holdkammerat Sam Bennett rulle først over stregen. Ireren burde lade Mørkøv køre i den grønne pointtrøje hver anden dag!

Karakter: 8


Merci, Matthieu!
Mange tak til dagens soloudbryder Matthieu Ladagnous (FDJ). Franskmanden var den eneste, der havde mod på at skabe noget underholdning til de mange tv-seere. Som en ringe tak får Matthieu nu noget dansk spalteplads. Vi kan oplyse, at han er født i Pyrenæer-landsbyen Nay for cirka 35 år siden. Han blev juniorverdensmester i 2002 i Australien. Han kører i år sit syvende Tour de France (ingen etapesejre), og så har hans storesøster spillet på det franske rugbylandshold.

Foto: MARTIN BUREAU
Vis mere


Øv-Mads!
Nu er vi meget hårde! Det ved vi godt. Men det er kun, fordi vi forventer os så utroligt meget af ham. Mads Pedersen får dagens flop for aldrig for alvor at blande sig i kampen om etapesejren. Med en kilometer tilbage lå han ellers perfekt – godt assisteret af sine Trek-holdkammerater. Men så var han lige uopmærksom i ét sekund og blev lukket inde, og derfor spurtede han kun med om de sekundære placeringer.


Nyd synet – mens du kan!
En uges tid efter Tour-finalen på Champs-Elyssés i Paris står den allerede på VM. Men det bliver uden vores danske forsvarende verdensmester, Mads Pedersen. Han oplyste onsdag, at han ikke stiller op, når der skal dystes om regnbuestriberne i Italien. Det er en kæmpe skam, og det betyder samtidig, at Tour de France bliver det sidste løb – i denne omgang – hvor vi har en dansker i den ikoniske VM-trikot. Så nyd synet, mens du kan!

Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON
Vis mere

Lur de France? Nu må I altså gerne skrue lidt op
Da Tour-rytterne havde kørt 83 kilometer og 750 meter af dagens etape, kunne de kigge hinanden i øjnene og sige »nu er vi præcist halvvejs i årets Tour!« For det er de. Og skal vi ikke bare aftale, kære ryttere, at vi fra nu af skruer lidt op for underholdningen i dette løb? Der har været for mange etaper, der – som i dag – har inviteret til en lang eftermiddagslur på sofaen. Nu vil vi have noget action, og gerne med danskere i hovedrollerne!

Hierarkiet er sat
Der var engang, hvor den grønne trøje altid blev vundet af feltets hurtigste sprinter. I år er det mere en trøstepræmie til 'the best of the rest'. Sam Bennett og Peter Sagan slås om trikoten og kører efter point, mens kongen Caleb Ewan har sat sig på sprintertronen. Som en anden lille chef lader han de andre drenge hygge sig med indlagte spurter, mens han selv fokuserer på det vigtigste – etapesejrene!