For første gang siden 2014 er Bjarne Riis tilbage i Tour de France - det løb, der mere eller mindre har defineret det danske cykel-ikons karriere.

Og nysgerrigheden omkring Bjarne Riis - der nu er Team Manager hos sydafrikanske NTT Pro Cycling Team - er ligeså stor, som den plejer at være.

Ved fredagens obligatoriske før-Tour-pressemøde blev den 56-årige herningenser spurgt til ting i øst og vest. Og han svarede veloplagt på langt de fleste spørgsmål.

Men der var én undtagelse.

Foto: BRENTON EDWARDS
Vis mere

Spørgsmålet om, hvorvidt fremtiden for det sydafrikanske cykelhold hænger i en tynd tråd på grund af sponsorproblemer, fik 'Ørnen fra Herning' til at finde den alvorlige mine frem.

»Det kan jeg faktisk ikke fortælle noget om. Jeg kommenterer ikke på rygter. Jeg kommenterer kun på fakta,« lød det kontant fra Bjarne Riis, der dog tilføjede:

»Vi er stadig i forhandlinger med NTT - og de udvikler sig, som de skal. Så jeg kan ikke rigtig kommentere mere på det.«

Bortset fra det erklærede den danske Team Manager sig særdeles tilfreds med gensynet med verdens største cykelløb, og der var også lidt sommerfugle i maven over at skulle agere i et løb, der i de kommende uger skal danse med coronavirussen.

»Det er dejligt at være her. Jeg har jo været væk i et stykke tid. Jeg har selvfølgelig fulgt løbet hjemmefra, men tingene har bestemt forandret sig. På forskellige måder.«

»Jeg er meget spændt på, hvordan de store hold vil gribe det hele an - og generelt på hvordan løbet bliver.«

Første etape af årets Tour de France køres lørdag eftermiddag - der er start og mål i Nice.

Husk, at du hver dag kan høre B.T.s Tour-podcast, Touren på Bagsædet. Få en smagsprøve herunder: