»Jeg måtte jo sige nej til nogen, men sådan er det. Ellers var jeg nok ikke færdig med at give interviews endnu.«
For små tre måneder siden var Kasper Asgreen muligvis verdens mest omtalte cykelrytter. En episk sejr ved klassikerløbet Flandern Rundt sendte danskeren direkte op i cykelhimmelen ved siden af stjerner som Mathieu van der Poel og Wout van Aert.
Journalisterne stod i kø for at tale med det danske tempomonster, men det gjorde flere hold også.
Asgreens kontrakt stod nemlig til at udløbe ved årsskiftet, og danskeren var en yderst eftertragtet herre.

»Der var tilbud fra yderst interessante hold. Det er selvfølgelig smigrende, at andre hold kan se potentiale i en. Det var et par fede uger lige efter min sejr i Flandern Rundt. Der skete mange ting med kontrakter og alt muligt andet,« fortæller Kasper Asgreen til B.T.
Interessen for den 26-årige dansker var der allerede inden den store triumf, og i sidste ende valgte han at forlænge sin aftale med Deceuninck-Quick-Step, hvor han nu er kontraktligt bundet til og med 2024.
Selv vil han hverken sætte navn på de interesserede hold eller afsløre, hvor mange nuller der står på den nye kontrakt.
Men ifølge B.T.s oplysninger er Kasper Asgreen gået fra en løn i omegnen af 700.000 euro årligt til 1,5 millioner euro om året, så han i løbet af sine to ekstra år på det belgiske storhold kan se frem til cirka 22 millioner kroner ekstra på kontoen.
Patrick er en fair chef på det punkt. Han betaler folk det, som de er værd. Han giver ikke feltets højeste lønninger, men han giver heller ikke dårligeAsgreen om lønninger på Deceuninck-Quick-Step
Det vil sende ham op blandt de bedst betalte danskere i feltet, hvor kun Jakob Fuglsang kan matche den lønseddel.
»I år gik jeg ind til Flandern Rundt med en delt kaptajnsrolle på verdens bedste klassikerhold. Det er svært at tage et trin op fra det. Med det in mente synes jeg, at jeg får de chancer, som jeg skal have hos Deceuninck-Quick-Step. Jeg kunne ikke se, hvad jeg mangler her, som jeg kan få andre steder,« understreger Kasper Asgreen.
'Kampvognen fra Kolding' peger også på miljøet, som gavner hans udvikling, og hvor han præsterer godt, som essentielle i kontraktforlængelsen.
Men hvordan faldt det hele på plads? Det fortæller han om her.
Stort set alle cykelryttere har agenter, som står for den økonomiske del af rytternes karrierer. De klarer forhandlingerne for rytterne, der til gengæld har meget at sige i forhold til det sportslige.
»Agenten blander sig udenom, når der skal tales om sportslige ambitioner. Det er mellem holdet og rytteren og dér, hvor jeg er mest involveret. Typisk er det en snak med holdets trænere, sportsdirektører og ledelse om den potentiale og de muligheder, de ser i mig,« siger Kasper Asgreen.
»Det er foregået på Zoom-møder, hvor både jeg, min agent, og sportslige chefer og trænere er med. Alle kan høre alt, hvad der bliver sagt, så der ikke går noget tabt i kommunikationskæden.«
Og så er der den økonomiske del. Her kommer agenten mere i spil, da vedkommende har en idé om, hvad de økonomiske rammer skal være for at lave en aftale.

»Min agent har en ret god idé om, hvad jeg skal have af løn, og hvordan markedet er for en rytter som mig, med de ting jeg har opnået.«
»Han starter lidt højt, Patrick Lefevere (holdejeren hos Deceuninck-Quick-Step, red.) starter lidt lavt, og så mødes man et sted cirka på midten,« siger Asgreen og griner.
»Patrick er en fair chef på det punkt. Han betaler folk det, som de er værd. Han giver ikke feltets højeste lønninger, men han giver heller ikke dårlige.«
Ifølge Kasper Asgreen går aftalen så nogenlunde op. Danskeren får et godt hold at køre på, hvilket koster ham lidt i forhandlingerne, og Patrick Lefevere får en god rytter, som så koster ham lidt.
Der var dog en uforudset hændelse, der gjorde, at aftalen lige skulle revurderes. Danskeren fik pyntet sit cv med en sejr i Flandern Rundt.
»Det ændrede selvfølgelig økonomien lidt. Vi havde snakket om kontrakt før, men jeg fortalte ham, at jeg helst ville vente på, at klassikersæsonen var slut, og så kunne man færdiggøre det dér,« fortæller han og griner igen.
»Netop af den grund, at jeg håbede på et godt resultat. Det kunne jo ændre mine forhandlinger rigtig meget.«
Det resultat kan man roligt sige, at han fik.

