Efter skilsmissen fra TV2 har Jørgen Leth kastet sig over en ny måde at dække Tour de France på denne sommer.

Den populære Tour-kommentator laver nu en daglig video-podcast, som bringes på Citroëns hjemmeside, og her kommer Jørgen Leth med sine betragtninger om verdens største cykelløb.

Video-podcasten har dog fået kritik fra forskellige steder – både i forhold til selve indholdet og lyd- og billedkvaliteten.

Men det ødelægger ikke 82-årige Jørgen Leths humør.

Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Han forklarer nemlig, at det er en bevidst strategi.

»Vi skyder jo med en iPhone. Det er jo et kunstnerisk valg. Man kan også optage spillefilm på iPhone. Vi vil gerne lave det her. Og vi vil gerne vise, at man kan. Ideerne er trods alt vigtigere end teknikken. Og cykelløbet er jo det samme,« siger Jørgen Leth.

»Vi investerer vores entusiasme og vores viden om løbet – og vores kunstneriske valg. Klipningen og den slags er jo lavet af kunstnere. Det er jo os, der laver det. Det er ikke tv-folk. Det er os. Det er en personlig måde at lave et Tour de France på. På samme måde som med eksperimentelle film, det er også et personligt udtryk. Det står vi ved.«

»Det er jo en del af den fortælling, vi laver. At det skal være rebelsk. At det er et oprør mod den almindelige måde at lave Tour de France på. Den er for kedelig, simpelthen,« fortsætter Jørgen Leth, der kan skrive journalist, forfatter og filminstruktør på cv'et.

Uanset hvad andre folk måtte mene om hans video-podcast, så fastslår Jørgen Leth, at han synes, det er 'forfriskende og meget inspirerende' at prøve at dække Touren på en helt ny måde.

»Jeg synes, det er meget sjovere at lave noget, der prøver at forny, hvordan man fortæller om cykelløb, i stedet for at lave noget, som er for ligegyldigt eller for ligetil, for nemt at lave. Det er for åndssvagt, synes jeg. Det skal ikke være for nemt at lave. Og jeg har aldrig nogensinde prøvet at gøre tingene nemme for mig selv. Og det er stadig det, der driver værket,« siger Leth.

Og netop ønsket om at lave noget nyt betyder ifølge Jørgen Leth også, at han ikke savner at være en del af TV2's dækning af Tour de France.

»Selve skilsmissen fra TV2 førte jo til nødvendigheden af at finde en anden vej. Det er en udfordring, som kan være inspirerende. Sådan er det i det hele taget, hvis man sadler om og genopfinder sig selv og sin tilgang til tingene. Så bliver det mere spændende,« siger han og fortsætter:

»Jeg kommer jo fra en anden verden end de andre sportsjournalister. Jeg kommer fra en verden af kunst og opfindelser og kreativitet. Den har jeg altid taget med i mit forhold til sporten også. Så det er naturligt for mig, at det går den her vej. Og jeg er meget tilfreds med det,« fastslår Jørgen Leth.