Jørgen Leths største Tour-minder: Var guide for amerikansk superstjerne

Guide for en amerikansk stjerneskuespiller, kult-status med Jørn Mader og stor respekt for Michael Rasmussen.

Der skal noget ekstraordinært til for at klare cuttet, når Jørgen Leth udvælger sine største minder fra de 49 år, der er gået, siden den levende legende første gang var til Tour de France.

I alt har Jørgen Leth udvalgt ti højdepunkter. I går præsenterede han de første fem minder - dem kan du læse her.

Herunder kan du læse de sidste fem.

Guide for en stjerneskuespiller

​»En amerikansk filmproducent hyrede mig til at være guide og føre skuespilleren Dustin Hoffman rundt i miljøet i Tour de France i 1986. Dustin Hoffman skulle vænnes til miljøet, så han kunne spille hovedrollen som en cykelrytter i Tour de France i den store amerikanske film, der hed 'Yellow Jersey'.«

»Filmen endte med aldrig at blive til noget, men det var en sjov oplevelse. Der førte jeg jo så ham rundt og præsenterede ham blandt andet for Greg LeMond og Laurent Fignon. Jeg havde et rigtig godt forhold til begge ryttere, der var store stjerner på det tidspunkt. De er også to af mine store helte.«

»LeMond har jeg stadig kontakt til i dag. Han ringede til mig, kort før årets løb startede. Og dengang i 1986 snakkede vi – altså filmholdet – meget med Greg LeMond, for han kom hele tiden til os og beklagede sig over situationen på sit hold; den franske dominans, konflikten med Bernard Hinault og de intriger, der lå og ulmede.«

»Det var meget svært for ham at håndtere, og han var meget nervøs for at blive solgt i allersidste øjeblik af Hinault, selvom aftalen var, at Hinault skulle hjælpe LeMond som tak for året før. Men LeMond endte jo med at vinde til sidst. Det var en stærk oplevelse.«

'Det gør ikke ondt at blive kult'

»I 1990 og 1991 kan Jørn Mader og jeg mærke, at det hele pludselig er eksploderet. Interessen voksede voldsomt, og det kunne vi mærke. Både fordi der strømmede danskere til Tour de France og på de tilkendegivelser, vi fik.«

»Det var en bekræftelse af, at det, vi fortalte, var god underholdning. Det var vi glade for. Det gør jo ikke ondt at blive kult. Det er noget, man kun kan se som en bekræftelse af ens arbejde. Det må man tage til sig.«

»Man skal ikke være overbeskeden eller overgeneret over for den slags tilkendegivelser eller interesser.« Det skal man bare tage til sig og give videre til seerne.«

»Så ved jeg godt, vi bor i Danmark, og i Danmark er middelmådigheden højere værdsat end – for at sige det hårdt – pral og selvbegejstring. Men jeg synes alligevel, vi har lov til at være tilfredse med at have spillet den rolle og formidlet cykelsporten til et begejstret publikum. Der er ingen grund til falsk beskedenhed der. Det er min indstilling.«

Dopingen får mig ikke til at revurdere mit syn

​»Jeg var ikke selv til Touren i 2007, men Michael Rasmussens løb stikker også ud for mig. Han kørte fantastisk. Michael Rasmussen på Col d'Aubisque – det er sådan, man gerne vil se en bjergetape blive vundet. Dopingen får mig ikke til at revurdere mit syn på det. Det gør det sgu ikke.«

»Det er mindre vigtigt end selve øjeblikket, som var fantastisk. Siden da har jeg haft meget mere respekt for Michael Rasmussen end de fleste af mine kolleger. Jeg har respekt for hans kunnen, hans skarphed, hans intelligens og hans appetit på at køre offensivt.«

»Der bliver tit spurgt om, hvordan kan jeg være med til at godkende sådan en svindler? Men han var ikke en svindler i det øjeblik, han lavede det. Det var han sgu ikke. Det oplevede jeg slet ikke sådan. Det er først bagefter, når man begynder at efterrationalisere alting, at man så kan sige, at han var ond, han havde regnet det hele ud og alt det der.«

»Det spiller ind i min vurdering af doping i dag, at udgangspunktet jo er, at man vil forbedre sin præstation. Det er jo i sig selv forståeligt, synes jeg. En rytter er så dedikeret ind til selve konkurrencens sandhed, at han vil forbedre sin præstation. Det er vanvid, kan man sige. En form for vanvid, når man ved, det er forbudt. Men det er en form for vanvid, som jeg forstår. Og på en eller anden måde respekterer. Jeg synes selvfølgelig, de skal sættes på plads og frarøves deres gevinst, hvis de snyder. Men jeg er imod selve fordømmelsen.«

Kedelig dominans

​»Team Sky (nuværende Team Ineos, red.) har fyldt meget i de seneste år. Det kommer vi ikke udenom. Derfor har det jo sat et aftryk. Men det har været en lidt kedelig dominans.«

»Jeg har ikke været begejstret for det – og slet ikke Froome. Jeg kan godt indse hans format, det skal man være dum for ikke at kunne. Men han har ikke været så overbevisende en figur, så man kan knytte sig personligt til ham. Det er for kedeligt. Der kan jeg bedre lide for eksempel Jakob Fuglsang. Han ved, hvad han kan, og lyver ikke. Det mærker man. Det er klædeligt, og ham kan jeg godt lide som førende talsmand for dansk cykelsport.«

En vanvittig skikkelse

»Luis Ocañas sejr i 1971 står som noget helt særligt for mig. Det så jeg ikke med mine egne øjne. Men jeg har læst alt om det. Det er for mig en af de største bedrifter nogensinde. Ocañas måde at sætte Eddy Merckx i klassementet med en meget modig og meget driftig kørsel i alperne. Det var fantastisk. Han er en af mine absolutte helte, Ocaña.«

»Jeg beundrer bestemt også Merckx – hvordan kan man ikke gøre det? Men jeg vil gerne fremhæve Ocaña på Merckx' bekostning, for Ocaña var en mere ædel angriber, en mere vanvittig skikkelse. Merckx var også helt fantastisk og brød alle fornuftsgrænser, men Merckx var endnu mere speciel, og derfor er han helt oppe på min personlige favoritliste.«