Jeg synes, at det er uretfærdigt. Jeg slår mig selv til lirekassemand og ender med at udgå, selvom jeg ikke er skyld i styrtet. Det var jeg heller ikke sidst.
Jeg synes, at det er uretfærdigt, at Geraint Thomas kan styrte to gange i løbet af Touren uden at have så meget som en skramme. På den måde føler jeg lidt, at jeg er ekstra hårdt ramt. På den anden side er der nogen, der har været udsat for mere uretfærdige ting.
Men jeg føler mig ikke mere uheldig end andre. Det er pisse ærgerligt. Det er skide irriterende. Måske er jeg mere uheldig end andre?
Da styrtet skete sad vi helt fremme, fordi vi vidste, der kom sidevind, og vi skulle sidde fremme i finalen. Vi nåede til det punkt, der er kilometer 148, hvor vi skulle dreje ind i en by og over i modvind igen. Efter det skulle der ikke være mere fare på færde.
I rundkørslen sad der to mand ved siden af mig, og jeg så, at en Wanty-mand styrtede, han sad inderst i rundkørslen.
Det lignede et solostyrt, men så rev han sin sidemand ned, en Sunweb-rytter. Men jeg nåede at tænke, at jeg heldigvis ville slippe, fordi jeg bevægede mig fremad. Så forsvandt cyklen under mig.
Lige pludselig fløj jeg bare. Så gled jeg hen ad asfalten med hænderne forrest og rullede rundt. Det gjorde nas. Min første reaktion var at sætte mig op og rense såret på mit højre knæ med min dunk med det samme. Det havde fået en ordentlig skramme.
Så fik jeg øje på et sår på mit andet knæ, og jeg kunne mærke mine albuer gjorde ondt. Da jeg kiggede ned på min venstre hånd, kunne jeg se, at min handske var gået i stykker. Og jeg havde en bule på hånden på størrelse med en golfbold. Noget måtte være brækket, selvom mine knæ gjorde mest ondt.
Da jeg rejste mig op, var jeg lidt ude af den. Jeg kiggede efter min cykel og tænkte: »Fuck mand. Det kan jeg sgu da ikke.«
Så kom min holdkammerat Luis León Sánchez kørende. Han sagde: »Kig ikke på din hånd. Kig ikke på din hånd.« Alle har også siden fortalt mig, at jeg var helt hvid i hovedet, da jeg kom op at stå.
Kort efter blev der sagt: »Vi skal have en ny cykel,« men jeg tænkte, at doktoren lige skulle kigge på det. Luis mente også, at det med en ny cykel var en dårlig idé, og at lægebilen skulle stoppes.
Lægen kom over til mig og spurgte, om jeg ville køre videre. »Hvad tænker du om denne her hånd,« spurgte jeg ham, og viste den. Svaret var kort: »Fraktur.«
Dér tænkte jeg, at jeg ikke skulle køre videre. Jeg lå med en fraktur i hånden og ondt i begge knæ med blod over det hele, og jeg kørte Tour de France for at køre klassementet. Det gav ikke mening.
Fuck det, mand. Lortelort. Jeg var mega, mega skuffet, mega ærgerlig og mega irriteret. Det næste, der skete, var at jeg lå og græd med mig selv i ambulancen. Jeg fældede en tåre i mit eget selskab på vej til røntgenfotografering.
Det her var et kæmpe mål, som jeg har arbejdet hen imod. Det var et hårdt slag at skulle udgå på denne måde. Fuck.
Jeg synes ellers, at jeg har forsøgt at gøre tingene rigtigt. Sidde de rigtige steder. Sidde fremme, dér hvor det skulle være farligt. Alligevel er der en klaphat, der styrter. Et solostyrt, hvor jeg bliver hevet med ned. For anden gang under denne her Tour.
På andre tidspunkter har jeg måske været heldig. Ved Liège-Bastogne-Liège, som jeg vandt, var jeg tæt på at styrte lige inden mål.
Det er en del af spillet. Jeg må acceptere det og sige: Shit happens. Til gengæld kan jeg glæde mig over, at der formentlig ikke er noget brækket. Forhåbentlig kan jeg være på cyklen igen om en uge. Og så se fremad igen. Så håber jeg på, at jeg kan finde motivation til at lave en god afslutning på sæsonen.
Men det her er helt sikkert en af de største skuffelser i min cykelkarriere. 2017, hvor jeg også udgik pga. styrt, var også en kæmpe skuffelse. I år har jeg været bevidst om, at det kunne ske.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra anden hviledag her.
