I dag var mere eller mindre en god dag. Jeg kunne godt lige have undgået at miste fem sekunder til min konkurrent Egan Bernal til allersidst. Ellers var det okay.

Da vi begyndte at køre stærkt til sidst, mærkede jeg ikke så meget til knæet længere. Jeg ved ikke, om det er, fordi fokus lå et andet sted, eller fordi adrenalinen overskyggede smerterne. Men det virker til at gå den rigtige vej.

Før gjorde mit knæ ondt, når jeg stod op på cyklen, men det kan jeg ikke mærke mere. Det er dejligt, og planen er at være på toppen til etapen på torsdag, der slutter ved La Planche des Belles Filles.

Under etapen i dag, mandag, tog vi teten med holdet, og vi sad fremme. Det giver noget moral, og det er noget, som de andre hold ikke kan undgå at bide mærke i. Vi er her stadig for at køre cykelløb og vise noget.

Mine holdkammerater spurgte på et tidspunkt, om det ikke var bedre at trække lidt tilbage i feltet, så der var mindre vind. »Nej,« sagde jeg. »Vi bliver siddende her.«

Føringen handlede også lidt om at vise over for Team Ineos, at de ikke er de eneste. De har det med tit at køre rundt, som om de bestemmer, hvor de vil sidde, og de bestemmer, hvordan tingene skal foregå. De har det med til tider at køre lidt arrogant, nogle af dem.

Det var godt, at vi viste os på en dag, hvor jeg ikke tror, at det kostede ekstra på kræfterne i forhold til at køre position lidt længere nede i feltet. Så skulle man ikke spurte ud af hver eneste rundkørsel, når Asgreen sad og gav den fuld hane oppe foran, og Tony Martin sad og fangede motorcyklerne. Der var fart på.

Det krævede nogle gode ben og nogle nosser af Alaphilippe, der vandt, at køre solo så tidligt på etapen. Det var klart, at han ville prøve, og jeg sad og overvejede, om jeg skulle gå med ham.

Jeg var godt klar over, at jeg skulle gå dybt, hvis jeg skulle køre med ham. Men jeg skal jo køre klassement, og jeg skal stadig være frisk om to uger. Så det kan godt være farligt at bruge så meget krudt så tidligt i Touren. Det kan være noget af det energi, som der mangler til sidst. Derfor valgte jeg at spare mig lidt.

På holdet havde vi aftalt, at det gjaldt om at sidde fremme og bruge lidt ekstra energi tidligt på etapen for ikke at bruge så meget til sidst i positionskampen.

Det kunne nok betale sig i sidste ende, også for at undgå et styrt. På en dag som i dag kunne de nemt opstå, og hvis de spærrer hele vejen, og man sidder forkert, skal man sidde og jagte.

Efter 125 km på etapen var der en forplejningszone, men efter 130 km kørte vi ind på nogle veje igennem Reims. Her sagde jeg til min holdkammerat Hugo Houle, at vi skulle køre ned og hente mad ved bilen i stedet for at gøre det ved forplejningszonen. Så var vi helt sikre på at sidde fremme i feltet i stedet for at sidde og fumle med madposen i et par kilometer.

På anden stigning var planen, at Omar Fraile og Gorka Izagirre skulle sætte sig frem og køre for at forsøge at skille lidt ud, så det ikke blev så stressende til sidst. Fik man skilt nogle fra, eller var der nogen, der sad og kæmpede på grænsen for at køre med, betød det mindre positionskamp.

Jeg var ikke selv nervøs for, om jeg kunne køre med, på trods af mit styrt på første etape. Det værste er nemlig de eksplosive ryk. Jo mere power jeg skal producere, jo værre er det. Så det var jeg ikke bange for.

Når man sidder fremme på en stigning, har man lidt at give af, og så lange var de heller ikke. Da Alaphilippe angreb, valgte jeg at lade mig falde lidt tilbage for ikke at gå for dybt.

Jeg er forholdsvist optimistisk omkring mine skavanker fra styrtet. Inden for de næste to dage burde de ikke genere mig mere, selvom jeg stadig kan mærke det i kroppen.

Cirka midt på ryggen er jeg noget stiv i det. Jeg har formentlig fået et ordentligt slag. Min højre skulde og højre arm, ved triceps og biceps, er også blevet lidt maltrakteret.

Mit knæ føles lidt, som om det er lidt bedøvet, og så har jeg et lille punkt, som gør en smule ondt. Men det er ikke en smerte, der ikke er til at holde ud. Det er mere følelsen af, at musklen har fået et ordentlig hug.

Den føles ikke normal. Det føles, som om den er lidt døsig i det, og den ikke vil, som jeg gerne vil.

Jakob Fuglsang leverer ekslusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra anden etape her.