Pludselig kunne jeg høre, at der var nogen, der fik flettet cyklerne sammen. Jeg hørte et 'ding ditlouing'. Nogen røg ind i hinanden.

I det øjeblik kom en mand flyvende med sin cykel ud fra feltet. Jeg nåede ikke at gøre andet end bare smadre ind over ham. Jeg ramte hans cykel, røg ned og landede.

Først troede jeg, at jeg havde slået mig lidt. Og så havde jeg slået mig lidt mere, end jeg først havde regnet med. Blandt andet fordi mit hoved ramte asfalten.

»Jeg skal bare op og videre,« tænkte jeg. Ren cykelrytterrefleks. Men da jeg stod op, mærkede jeg, at højre ben ikke føltes, som det skulle. Det var lammet. Det plejer som regel at gå over, når man kommer på cyklen igen. Jeg kunne også mærke, at der kom blod fra øjenbrynet.

Der var lige én mand, der styrtede. Og ham skulle jeg selvfølgelig ramme. På første etape. Det var ikke lige sådan en start, jeg havde håbet på.

De sidste 24 timer har været hektiske. Nu kan jeg for alvor mærke, at Touren er i gang.

Under etapen fik jeg at vide af løbslægen, at en ambulance ventede på mig ved målstregen. Da jeg havde kæmpet mig i mål, vidste jeg stadig ikke, hvor meget mit øjenbryn var flækket, men jeg var mest bekymret for mit knæ. Det gjorde ondt, og benet ville ikke, som jeg gerne ville.

Dommen kom hurtigt. Øjenbrynet skulle syes og knæet røntgenfotograferes, så jeg blev kørt til Tourens medicinske lastbil. Heldigvis var knæet ikke brækket, men en ultralydsskanning viste, at jeg har fået et ordentligt hug. Derfor føltes knæet lammet. Jeg blev også lokalbedøvet og fik syet øjenbrynet.

Sidste gang, jeg trådte ind i den lastbil, var for to år siden. Dengang blev jeg sendt på sygehuset og endte med at udgå. At skulle ind i den lastbil igen var ikke lige, hvad jeg havde håbet på efter første etape.

Om aftenen fik jeg behandling med blandt andet en maskine, der kølede mine ben ned, og jeg var i gode hænder med min soigneur, Cristian Valente. Men uanset hvad, kan man altid mærke noget i dagene efter et styrt.

Man føler lidt, at man er blevet kørt over af en lastbil. En ting er de åbne sår, men det er lige så meget alle musklerne og senerne, der bliver trukket i ved sådan et styrt.

Inden holdtidskørslen søndag fik jeg behandling igen. Jeg tænkte bare, at jeg måtte se, hvordan det går. Inden etapen frygtede vi, at jeg skulle sidde med en radio med mikrofon og diktere mine holdkammeraters fart til holdtidskørslen i forhold til, hvad jeg kunne følge med til. Sådan, at det kun var de andre, der skulle køre. Heldigvis kunne jeg selv træde også.

Vi prøvekørte ruten lidt over 12, men egentlig gik det endnu bedre anden gang. Vi tabte ca. 20 sekunder til Team Ineos, og alt i alt er jeg godt tilfreds.

Jeg har syv virkelig dedikerede holdkammerater med mig til Touren i år, og jeg er omdrejningspunktet. Derfor kunne man forestille sig, at jeg har lidt dårlig samvittighed over at styrte på første etape, når de alle er toptrænede for at kunne hjælpe mig.

Men det har jeg ikke. Det er en del af deres arbejde at passe på mig, og man kan ikke klandre nogen for det styrt. Ikke mig og heller ikke dem for, at vi ikke sad det rigtige sted i feltet. Det er et uheld, og hvad der kan ske.

Jakob Fuglsang leverer ekslusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra første etape her.