På trods af mandagens etape var det egentlig en okay hviledag.

Der var jo meget snak om i går, men sket er sket. Det kan vi ikke lave om på, nu går vi ind til anden halvdel af touren. Det hjælper ikke at hænge med mulen. Jeg har forsøgt at lægge det bag mig. Nu gælder det om at komme videre.

Efter etapen snakkede vi ryttere kort i bussen. Jeg sagde til mine holdkammerater, at det, der var sket, ikke skulle ske. Men at vi måtte videre, og at der stadig var muligheder.

Jeg fortalte dem, at jeg var klar til at kæmpe hele vejen til Paris, hvis vi stod sammen som hold. Jeg er ikke klar til at give op.

Under hviledagen har vi haft et møde med sportsdirektørerne for at snakke tingene igennem, inden vi skulle ud og trille lidt. Der fortalte jeg, at jeg har brug for et hold, der er der, og der lærer af sine fejl. At vi skal fremad, og at alle skal hjælpe til. Også sportsdirektører og alle andre omkring os. Hvis vi forsøger at holde fokus, tror jeg stadig, at det kan blive til noget.

Forhåbningerne er, at vi får et mere koordineret hold nu. Det her skal være en slags wake up-call om, at vi skal tage os sammen. Det kan vendes til noget positivt for os. For vi har været ukoordineret, men det har sine årsager.

Pello Bilbao har haft problemer med maven, Luis León Sánchez har haft rygproblemer. Nu håber jeg bare, at hviledagen har været god for dem, så vi kan været et hold på fuld styrke og ikke et hold på halv styrke.

Det bedste tidspunkt ved en hviledag er aftensmaden dagen før. Oftest bliver der kælet lidt mere om maden, så det ikke er ris, pasta og en død høne, som det ellers plejer. Som regel får den lige lidt ekstra.

Vores kok har bare ikke den store fantasi. Han er italiener, så pasta og ris står højt på listen, og normalt er der ikke burger på hans menukort. Men det blev til en burgerbøf mandag til dem, der ville have det.

Det fik jeg, så jeg lavede lige en burger med to riskager i stedet for brød, og så en skive tomat og lidt salat. Det var, hvad det kunne blive til. Tidligere har jeg været på hold, hvor der har været lidt mere festligt måltid på hviledagen, men sådan er det ikke hos os.

Efter etapen mandag, der endte med ikke at gå efter planen, snakkede jeg med min hustru Loulou. Vi taler også om cykelløb, for hun går op i det. Til gengæld havde hun ikke set etapen, fordi den umiddelbart ikke så ud til at være en etape, hvor der ville ske det store.

Hun forsøgte selvfølgelig at opmuntre mig og sagde: »Hør nu her. Du har lagt så meget energi og kræfter i det her. Så jeg håber ikke, at du synes, at det var det.«

Jeg forsikrede hende om, at det var det ikke, og at jeg er klar til at gå ud og kæmpe videre. Hun var nok også blevet lidt bitter, hvis jeg havde sagt andet. Jeg kan lige høre det for mig.

»Så må du kræftedeme bare lade det ligge, altså! Du bruger så mange kræfter og tid hjemmefra. Alle de afsavn for os, og så siger du bare: 'Det var det?'«

Sådan er det heldigvis ikke, og det ved hun jo også godt. Jeg skal spænde hjelmen, og det har jeg også tænkt mig. Jeg har ikke givet op.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra tiende etape her.