Der har siddet folk hjemme foran fjernsynet, der har haft en højere puls end mig i dag. Hold op, hvor var det en kedelig etape. Det var sindssygt kedeligt. En laaang dag på kontoret.

Jeg kan næsten ikke forestille mig at have kørt en lettere etape. Gennemsnitswatt på 165 og en gennemsnitspuls på 95 i 240 kilometer.

Under etapen sad jeg og snakkede med Magnus Cort. Han mente, at cykelløbet i dagens anledning handlede om kul-Tour, mens jeg mente, at det var agrikul-Tour. Vi så en masse traktorer, mejetærskere, køer og kyllingefarme. Der var ikke det, der manglede.

Det meste af dagen sad jeg på Magnus' dæk for at spare mig så meget som muligt, så han er helt sikkert mere træt, end jeg er. Men vi nåede alligevel at runde en del derude.

Lidt om fastforrentet lån i Danmark og lidt om aktiemarkedet. Så snakkede vi lidt om nøgne mænd i vejkanten med et fransk flag tapet fast til en vis kropsdel. Man fik lov at se meget på en dag som i dag.

Da vi kom til Jura-området, fortalte jeg ham også lidt om det, da jeg boede her som lille. Jeg er født i Geneve, men boede i Frankrig, for min far var maskiningeniør ved CERN-forskningsinstituttet.

Det handlede om at spare sig lidt på fredagens etape, men jeg nåede også at sludre lidt med Peter Sagan på et tidspunkt inden en bonusspurt. Jeg spurgte ham, om han egentlig taler tysk, nu han kører for Bora - et hold med mange tysktalende ryttere.

Det kunne han ikke. Han havde godt nok lært det i skolen, men han vidste ikke, om det var læreren eller ham, den var gal med. Han fik i hvert fald ikke meget ud af det, så nej ingen tysk til ham. Selvom det var en nem etape, bliver man træt i kroppen. Man hænger mange timer ind over styret.

Det er egentlig pudsigt, for når jeg er til massage efter hårde etaper, siger min soigneur, Cristian Valente, indimellem: »I dag virker det ikke som om, at du har kørt cykelløb. Der er ikke noget at komme efter.«

Der er ikke nogen muskler, der er specielt mærkede, hvorimod nogle af de dage, der er de allerletteste, er han mere på arbejde end efter hårde etaper.

De kommende dage kommer ikke til at være specielt hårde. Hvis muligheden byder sig, kan det være, at nogle af mine holdkammerater kører med i udbrud og forsøger sig med en etapesejr. At vinde en etape kan redde et holds Tour de France.

Nogle tænker måske, at mine hjælperyttere burde blive tilbage for at beskytte mig, men jeg synes, at der skal være plads til, at de selv prøver lykken og får noget personlig succes. Det kan være med til at gøre tingene lidt nemmere og mere afslappede på holdet. Og så er der jo stadig seks hjælperyttere tilbage til at hjælpe mig, hvis der er en, der stikker.

Nu er vi så småt en uge inde i løbet, og jeg begynder at savne familien. Det er efterhånden ved at være lang tid væk hjemmefra. I går sagde min hustru Loulou, at Jamie pludselig havde spurgt om noget ud af det blå, inden hun skulle have aftensmad:

»Hvor er far henne,« havde hun spurgt.

»Ja, hvor er far henne,« svarede Loulou så for at høre, om lille Jamie havde en idé.

»Tour de France, Tour de France,« havde hun svaret.

Dagene går hurtigt, når man kommer ind i Tour-tromlen. Men det er da klart, at jeg glæder mig til, at Loulou kommer om en uge eller 10 dage. Det bliver rart, selvom hun kommer uden Jamie. Min datter når jeg ikke at se, inden Tour de France er slut.

Jeg kan mærke, at det bliver hårdere at være hjemmefra helt generelt. Og jeg tror kun, at det bliver hårdere, jo ældre Jamie bliver. Med tiden bliver det også sjovere for mig at bruge tid sammen med hende. Det første år eller 1,5 er det meget mor-mor-mor. Men nu er hun begyndt at forstå mere.

Jeg tænker på dem hver dag, selvom vi ikke taler sammen hver aften. Nok nærmere hveranden, men til gengæld skriver vi sammen hver dag.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra sjette etape her.