Afslutningen var modbydelig stejl. Nogle gange tænker man, om det virkelig er nødvendigt at gøre etaperne så hårde.

Men det giver det spektakulære, som man altid søger efter i Grand Tours. Det skal jo gerne blive vildere og vildere.

Personligt var jeg mere eller mindre dér, hvor jeg håbede at kunne være på en etape som den i dag med sådan en afslutning. Selvfølgelig havde det været fedt at få noget tid.

Torsdag morgen så vi en video, hvor jeg kunne se, at de sidste 100 meter på etapen var modbydeligt stejle. Planen var, at jeg ikke skulle røre på mig indtil efter den gamle finale på etapen, som jo har fået en kilometer mere i afslutningen.

Da vi kom over det stykke, hvor det går lidt nedad, tænkte jeg, at jeg følte mig fint tilpas og havde det okay. Måske kunne jeg endda forsøge noget, hvis ingen andre gjorde. Men lige i det øjeblik huggede Alaphilippe til den og kørte. Og så handlede det ellers bare om at komme så godt med.

I det moment stresser man en lille smule, fordi man ved, at det bliver svært at komme med, hvis der kommer et hul. Man har et halvt sekund til at tage en beslutning om, hvordan man skal køre den sidste kilometer. Og på det tidspunkt sidder man allerede godt oppe i det røde felt.

Jeg havde egentlig siddet og tænkt på, at jeg skulle forsøge, om ikke jeg kunne blive siddende på cyklen så længe som muligt på grusvejen for ikke at skulle op at stå. Det måtte jeg så alligevel for at forsøge at få noget svung i cyklen. Måske tabte jeg lidt dér, da gruset var ret løst. Jeg troede, at det var mere fast.

På den sidste stigning havde jeg kun én holdkammerat tilbage med mig, og det var Alexey Lutsenko. Det var lidt svært at sidde rigtig godt sammen. Der var positionskamp selv på stigningen.

Det var ikke en optimal dag for vores hold. Meningen var, at min holdkammerat Pello Bilbao skulle være med til allersidst. Han er med for at være sidste mand på stigningerne, men blev fanget, da feltet knækkede på nedkørslerne. Vi var lidt på baghånd. Gorka Izagirre havde det også lidt svært.

Vi er nok ikke helt dér, hvor jeg havde håbet, at vi ville være som hold. Men forhåbentlig kommer det, når vi når til de lidt længere stigninger og lidt længere hen i Touren. Det er vigtigt at huske, at Hugo Houle gør et kæmpe stykke arbejde hver eneste dag for at holde mig i en god position frem til finalen. Også Magnus Cort, han giver alt, han kan, selv med en brækket lillefinger.

Det er ikke sådan, at jeg synes, at jeg mangler opbakning. Havde Pello Bilbao været der i dag, havde det nok ikke gjort den store forskel. Men det er klart, at det havde set bedre ud på tv, hvis vi sad fire mand sammen på den sidste stigning.

Jeg mistede jo noget tid til Geraint Thomas, men kommer ind i samme tid som Bernal, som jeg måske får nappet lige til sidst.

Geraint Thomas meldte sig ind i kampen i dag. Han overraskede mig og strøg af sted de sidste par 100 meter og virkede stærk. Men som jeg skrev i går, så Ineos ikke skræmmende ud, og Wout Poels var helt ude af billedet. Jeg ved ikke, om han var syg, men jeg holder fast i, at Ineos ikke ser så skræmmende ud, selvom deres kaptajner ser ud til at være dér, hvor de skal være.

Egentlig havde jeg troet, at jeg måske ville tabe tid til Bernal, men det er ærgerligt at miste sekunder til Geraint Thomas, for han kører en god enkeltstart. Forleden kørte jeg med ham op ad en stigning, og der virkede han lidt mere menneskelig. Men altså, de mistede sekunder er trods alt kun i småtingsafdelingen. Og så kommer jeg trods alt i mål lidt foran Egan Bernal, som må siges at være en af podiefavoritterne.

Mit styrt virker mere og mere som fortid. Cirka halvvejs gennem etapen syntes jeg ikke, at jeg mærkede det store til det længere. Det går den rigtige vej. Jeg er ikke på 100 pct. endnu,  for skrammerne koster stadig noget. Men jeg er optimistisk til Pyrenæerne og Alperne. Jeg skal nok blive stærkere.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra femte etape her.