Humøret kunne godt være bedre.

Når jeg ser tilbage på dagens etape er jeg lidt skuffet over, at jeg i det mindste ikke kunne holdet hjulet på Geraint Thomas og den gruppe.

Jeg føler, at jeg mangler lidt. FDJ fik sgu skovlen under mig igen, på samme måde som dagen før. Gaudu satte sig frem og lagde hårde accelerationer, der fik alle op i det røde felt. Så fik man lov at komme sig lidt. Så fik den en tur mere. Så fik man lov at komme sig lidt. Og så en tur mere.

Det har jeg betalt prisen på de sidste to dage. Jeg føler, at jeg mangler lidt friskhed for at kunne sidde med. Det irriterer mig. Det er dér, jeg skal sidde med, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at slutte i top 5 eller top 3. Jeg er bitter over, at det ikke går, som jeg havde håbet, troet eller gerne ville. Det må jeg ærligt indrømme.

Indtil videre har jeg sagtens kunne sidde med de bedste i år. Jeg ved godt, at det her er Tour de France og ikke Critérium du Dauphiné eller Ruta Del Sol. Men ved de løb følte jeg mig mere ovenpå, end jeg har gjort her. Specielt de sidste to dage.

Jeg er begyndt at tænke på, hvad det skyldes. Hvorfor kan jeg ikke køre med de allerbedste? Er det fordi, at jeg ikke er kommet mig 100 pct. efter mit styrt? Er det fordi, jeg har brændt for meget energi af i løbet af sæsonen, eller er formen bare ikke dér, hvor jeg havde håbet? Jeg er i tvivl, og jeg havde forestillet mig, at det ville gå anderledes.

I momenter fylder de tanker noget. Det gør de for eksempel efter etaperne. Men jeg trøster mig ved, at hviledagen kommer belejligt, og at der ikke er nogen, der lader til at være ovenpå hver dag ud over Thibaut Pinot, som jeg slog i Dauphiné.

Han er blevet stærkere siden, og jeg synes, at jeg mangler noget. Ikke meget, men lidt. Indtil videre har jeg ikke har følelsen af at kunne køre på samme niveau, til gengæld har han ramt den lige i røven og er super kørende.

For nu kan det godt være, at det er for optimistisk at tænke top 3. Men jeg synes også, at det er tidligt at give op. Jeg har tænkt mig at kæmpe til sidste bjergetape er overstået, og vi står på toppen af Val Thorens.

Jeg synes ikke, at jeg har ramt den dag, hvor det går rigtig godt endnu. Forhåbentlig har jeg stadig noget i tanken til den sidste uge.

Undervejs i dagens etape angreb Mikel Landa, og jeg forsøgte at køre med ham. Idet vi kørte væk, satte Jumbo-Visma sig frem for at føre. Det fik mig til at falde tilbage, for jeg havde håbet på, at Ineos ville sætte sig frem med holdets sædvanlige taktik, hvor der ikke bliver givet fuld gas, men der bliver kørt kontrolleret.

Det lykkedes godt nok for Landa at køre væk, men jeg ved ikke, om Jumbo-Visma satte tempoet ned igen, da jeg lod mig falde tilbage, eller om Landa bare kørte stærkere. Måske så de mig som en større fare end ham.

Senere på etapen kostede det helt sikkert noget at have forsøgt at køre med Landa. Set i bagkloskabets lys havde det nok været klogere at lade være med at gå med ham, og måske var jeg ikke blevet hægtet af Geraint Thomas-gruppen op ad sidste stigning.

Måske skulle jeg have sparet på kræfterne. Men jeg er heller ikke kommet til Touren for at sidde på dæk og forsøge at snige mig igennem til en top 5. Jeg vil gerne være med til at animere løbet og køre rigtig cykelløb.

Hellere dø med skoene på end at sidde på dæk hele vejen. Jeg vil hellere køre væddeløb end at sidde og gemme mig. Det er mere min stil at komme ud over stepperne og forsøge noget og se, om det kan bære det.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra 14. etape her.