Lad mig slå en ting fast. Der var ingen skjulte hentydninger, mistanke eller andet i det, jeg skrev i min klumme i går om Alaphilippe. Det skulle på ingen måde læses som en dopingmistanke.

Jeg mener egentlig bare, det jeg skrev: At det var imponerende. Det skal ikke tillægges noget eller tydes på en bestemt måde. Der skal ikke koges suppe på det, andet end det, der står. Han gør det utrolig godt, og det var dér, jeg ville hen. Så langt så godt.

Da vi var ude og se de tre Alpe-etaper med holdet forud for løbet, mødte vi faktisk Alaphilippe. Vi tænkte, at han var ude, fordi han skulle se ruten an i forhold til at genvinde bjergtrøjen, som han vandt sidste år.

Men, det kan jo også godt være, at han var ude og se etaperne, fordi han tænkte: »Hvorfor ikke forsøge på at vinde Touren?«

Det er mindre vigtigt at kende hvert eneste bjerg, hvis man kører efter bjergtrøjen. Der er det vigtigere at kende ruterne og tænke over, hvor man kan gå i udbrud for at hente bjergpoint.

Det møde kunne godt være en lille hentydning af, at han har spillet lav profil omkring sine chancer indtil videre, men så forsøger at tage alle på sengen, når vi når længere frem.

Det er et vildt bluf, hvis det er. Men man begynder så småt at skulle tage ham rigtig seriøst i forhold til at kunne holde trøjen hele vejen til Paris.

Jeg følte mig godt kørende i dag og ikke alt for mærket af fredagens enkeltstart. Til gengæld manglede jeg lidt de sidste to km. Om jeg gik en smule sukkerkold, eller om det bare ikke var bedre, ved jeg ikke helt. Det kan også godt være, at tanken bare var tom.

Det var en 50-50 dag. Den var ikke super, men heller ikke dårlig. Der er stadig etaper tilbage, hvor jeg kan hente tid. Der skal bare én dag til, hvor det går rigtigt godt for mig og mindre godt for nogle andre.

Klart, det er ikke nemmere at komme på podiet, når jeg bliver sat på de to sidste kilometer. Men jeg tror ikke, at klassementet er lukket endnu.

Holdet var stærkt i dag, men på den sidste stigning hørte jeg i radioen, at mine holdkammerater fik besked på at »tage den med ro fra nu af.« Der kunne jeg så regne ud, at alle andre var blevet sat.

5-7 km før mål nåede vi det punkt, hvor jeg havde udset mig, at jeg skulle prøve noget, hvis det var. Hvis benene var til det, og tempoet ikke var for højt, var det et forsøg værd. Det skulle være lidt længere udefra, sådan jeg kunne tage noget tid.

Jeg skulle ikke være den første til at angribe. Men hvis ingen andre gjorde det, var jeg klar til det. Tempoet var bare så højt, at det var for svært at forsøge. Det nyttede ikke noget at lave et hul på 20 meter og ryge tilbage som en boomerang.

Lidt senere angreb Thibaut Pinots hjælper, David Gaudu. Den første tanke, der fyldte mit hoved, var: »Ej, der skal jeg ikke forsøge at gå med, så sprænger jeg i luften.«

Lige efter kom jeg ned og sidde som en af de sidste i gruppen, fordi alle kørte frem ved hans angreb, og fordi det var hårdt. Men faktisk vidste jeg slet ikke, at jeg var en af de sidste i gruppen, inden jeg fik vendt mig om for at se, hvor mange vi sad tilbage.

Det motiverede mig faktisk at se, det gik den rigtige vej. Klassementsfolkene blev sat. Og det var dér, Jumbo-Visma satte sig frem. Det gjorde rigtig, rigtig nas.

Jeg måtte holde de to sidste km, tænkte jeg, men da George Bennett satte sig op og fyrede den af, måtte jeg give slip.

Geraint Thomas mistede tid i dag, og det viser også, at alt kan ske. Løbet er stadigvæk forholdsvist åbent, og det er ikke en Tour, hvor et hold sætter sig frem og kontrollerer løbet med hård hånd. Den ene dag vinder den ene lidt, den næste er det en ny.

Der er mere dynamik og vilje i feltet og flere stærke hold, der forsøger at udfordre, som f.eks. Jumbo-Visma. Det var stærkt kørt af dem i dag, og de havde tre mand et godt stykke op af den sidste stigning. Det var dem, der fik mig i knæ til sidst.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Tour de France. De udkommer hver dag efter hver etape. Du kan læse klummen fra 13. etape her.