'De har ingen ide.'

Jakob Fuglsang er Danmarks absolut største cykelstjerne, og med stjernestatus følger også både presset og kritikken. Det forstår den danske Astana-rytters kone, Loulou Fuglsang, om nogen.

Det fortæller hun ærligt om i tredje afsnit af B.T.'s webdok 'Fuglsangs gule drøm'.

»Det lyder virkelig hårdt, det jeg siger nu, men folk sidder på sofaen derhjemme og får en god frokost, mens gutterne tvinger sig selv op ad bjergene i løbene, og ikke alle ser muren bagved. De er ikke maskiner, de er mennesker. Og det er imponerende, det de gør.«

Loulou Fuglsang er stresset under hele Tour de France. Især, når hun ved, at hendes mand Jakob Fuglsang skal køre ned ad de stejle bjerge.
Loulou Fuglsang er stresset under hele Tour de France. Især, når hun ved, at hendes mand Jakob Fuglsang skal køre ned ad de stejle bjerge. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Når folk siger, at han aldrig vil blive en leder, at han aldrig vil vinde, og han altid bliver nummer to, så gør det mig virkelig vred, og jeg vil gerne give det svar til dem alle, at de bare skal tie stille, for de har ingen ide,« fortæller Loulou Fuglsang i afsnittet, som du kan se øverst i artiklen.

For Loulou Fuglsang er det tre stressende uger, når Tour de France er i gang. Hun bekymrer sig, når Jakob Fuglsang skal give sig fuldt ud, og særligt når han skal ned ad bjergene.

»Jeg er så stresset, når der er bjergetaper, og der er nedkørsler, og jeg ved, at han skal give sig fuldt ud, for ellers vinder han ikke Touren eller leverer det resultat, han skal. Jeg taber to kilo, hver gang der er Tour de France, fordi jeg er så stresset,« fortæller hun.

Jakob Fuglsang har om muligt haft den bedste forberedelse forud for dette års Tour de France. Og han har en god fornemmelse.

Jakob Fuglsang har troen og formen i år, og målet for dette års Tour de France er at komme på podiet.
Jakob Fuglsang har troen og formen i år, og målet for dette års Tour de France er at komme på podiet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men han ved også, at der ud over den gode form og de stærke ben også skal held til, som han fortæller i tredje afsnit af serien, der går helt tæt på den danske cykelrytter. Og så ved han også, at han skal passe på med at love for meget.

»Jeg føler, at jeg går ind til Touren med en stærk tro på, at jeg kan gøre det godt. Jeg skal passe på, hvad jeg siger efter sidste år. Det er nemt at få på puklen, hvis man lover for meget.«

Målet er at komme på podiet, når Tour-feltet til allersidst når frem til Paris.

»Hvis den lille smule held, som der skal til, det er med mig, så tror jeg på, det kan lade sig gøre. Men det kunne da være fedt at vinde Touren,« fortæller Fuglsang.

B.T. har indgået et samarbejde med danske Jakob Fuglsang under dette års Tour de France. Her vil Astana-kaptajnen helt eksklusivt komme med insider-beretninger efter hver eneste etape. Det sker gennem en klumme, der skal være med til at give et personligt indblik fra de ellers så hellige og lukkede områder.

I serien 'Fuglsangs gule drøm' kan du også se afsnit 1 og afsnit 2.