Det spiller for Jakob Fuglsang.

Det danske Tour de France-håb har haft en kongesæson, der alt sammen bunder i hårdt arbejde fra starten af året.

Allerede i starten af denne sæson lå danskeren omkring sin ideelle Tour-vægt, og det mærker Jakob Fuglsang også, når han står af cyklen.

»Jeg føler, at det går godt, og jeg kan selvfølgelig se, at tallene er gode. Både når jeg stiller mig op på vægten, men også når jeg træder i pedalerne. Det, samtidig med den følelse, jeg har efter træning og etaper og løb, så føler jeg, jeg er i mit livs form,« siger Jakob Fuglsang i første episode af B.T. Backstage, som du kan se øverst i artiklen.

Jakob Fuglsang klæder sig på til en træningstur.
Jakob Fuglsang klæder sig på til en træningstur. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Vi er med danskeren i Monaco, hvor han bor med sin hustru, Loulou, og datteren Jamie Lou.

På en træningstur på de sydfranske veje fortæller Jakob Fuglsang, hvordan årets resultater giver ham endnu større ro forud for dette års helt store målsætning – et topresultat i Tour de France.

»Jeg har allerede resultater på kontoen, der gør, at jeg mentalt har mere ro på og helt sikkert også et større overskud,« fortæller den danske Astana-rytter.

Sidste år var den der bare ikke for Fuglsang. En beskeden 12.-plads i det, han kalder sit andet Tour de France som reel kaptajn for Astana.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Første gang var i 2013, hvor han lavede sit bedste Tour de France-resultat med en samlet syvendeplads.

Når man lægger det hele sammen, føler Fuglsang sig overbevist om, at han i år hiver et stort resultat hjem.

»Jeg har mere erfaring end de andre år og har forhåbentlig lært af de fejl, jeg begik sidste år. Så er det forhåbentlig med til at gøre, at den Tour, der står foran os, kan blive den bedste i min karriere indtil videre.«

Tour de France begynder den 6. juli i belgiske Bruxelles til ære for den belgiske legende Eddy Merckx, der i år kan fejre 50-års jubilæum for sin første af fem sejre i Tour de France.