Mens mange af hans danske cykelkollegaer drøner rundt i Frankrig under Tour de France, må Mads Pedersen se med fra tv-skærmen.
»Jeg har ikke så travlt med, at jeg lige netop skal køre Touren. Hvis der er noget andet, der passer bedre i forhold til mine store mål, så gør jeg hellere det lige nu,« fortæller han.
Den danske Trek-Segafredo-rytter lægger dog ikke skjul på, at han gerne vil prøve at køre Tour de France, men den tid skal nok komme.
»Jeg skal nok nå at køre Tour de France, og så længe jeg bare er på startstregen, når vi starter i 2021, så er det fint med mig,« siger Mads Pedersen.
Med hentydning til, at Tour de France starter i Danmark i netop 2021.
Sæsonens resultater har dog heller ikke gjort, at han overhovedet har været aktuel til Touren i år. Det har langtfra været godt nok. Så enkelt er det, hvis man spørg Mads Pedersen, om hvordan 2019 er gået indtil videre.
Da danskeren den 1. april sidste år kørte over stregen som nummer to i, Flandern Rundt, røg forventningerne til hans præstationer i dette års klassikere ellers med det samme i vejret.
»Det gik jo sindssyg godt sidste år, og det skabte nogle forventninger, om at nu skulle der ske noget mere i 2019, men jeg har ikke fået det ud af det, som jeg havde håbet på,« siger Mads Pedersen.
Planen var klar og tilrettelagt for den 23-årige dansker, da han i vinter skulle forberede sig til den nye sæson.
»Jeg ville forberede mig endnu mere seriøst i år, så jeg tog til Mallorca i tre måneder og trænede og så direkte til klassikerne efter det,« fortæller Trek-Segafredo-rytteren, men han fandt senere ud af, at den disposition var en fejl.
Det fungerede ikke for ham at være væk hjemmefra i så lange perioder ad gangen, og han skulle i stedet have trænet mere i Danmark, som han tidligere har gjort.
»Det kan godt være, at jeg ville få mere ud af det træningsmæssigt, hvis jeg boede på Mallorca, men hvis hovedet ikke er med, så får jeg ikke det ud af det, som jeg skal,« siger Mads Pedersen.
Foråret gik ikke som håbet for Mads Pedersen, og det kulminerede med, at han måtte udgå af sæsonens absolut største mål, Flandern Rundt.
»Den var hård, og det var en decideret pinlig affære at skulle se finalen inde i bussen med manageren for holdet og ejerne af Trek,« siger Mads Pedersen.
De gode resultater sidste år satte et større pres på den unge dansker før denne sæson, men det eneste pres, der var for stort, kom fra ham selv.
»Jeg har måske lagt lidt for meget pres på, at det skulle være lige netop Flandern, og det var en fejl. Jeg ved næste år, når jeg går ind til klassikerne.«
»Så er det med en tankegang om, at jeg skal køre stærkt i alle klassikerne og ikke kun Flandern. Fordi du kan have en skoddag,« siger Mads Pedersen.
Efter Flandern Rundt er det heller ikke blevet til de store resultater, og det har været hårdt mentalt at rejse sig oven på skuffelsen, erkender han.
»Det har da pisset mig af, og jeg har også været i kælderen, hvor jeg lige skulle finde de positive ting frem, men hvis du ikke synes, det er ærgerligt, når du som professionel idrætsudøver ikke har præsteret, så skal man stoppe med den sport, man laver,« siger Mads Pedersen.
Det har krævet snakke med både kæreste, familie og hans danske sportsdirektør, Kim Andersen, for at komme videre fra det fejlede forår.
»Nu er min udvikling stagneret lidt, og så må jeg arbejde endnu hårdere for at få den til at fortsætte. Og arbejde på den rigtige måde.«
Fokus er nu rettet mod den resterende del af sæsonen, hvor han blandt andet skal køre Vuelta a España, og så er VM i september et stort mål for Mads Pedersen.
»Det ville være latterligt af mig at sidde og sige, at jeg satser på en medalje, fordi det kan jeg ikke tillade mig med det forår, jeg har haft.«
»Men jeg håber på, at jeg kan køre med i en finale til VM i år, hvor alt kan ske. Det vil lige redde min sæson.«