Caroline Wozniacki kunne nok godt bruge mere end 24 timer i døgnet.

For den danske tennisstjerne er lige nu i gang med et langt træningsforløb frem mod det næste store mål: Australian Open i januar.

Og med to små børn i hjemmet har den 33-årige dansker været nødt til at udforme et nøje planlagt hverdagsprogram for de kommende måneder, hvis grand slam-drømmen skal være inden for rækkevidde.

Det fortæller hendes bror, Patrik Wozniacki, til B.T.

Foto: Elsa/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De har sat sig ned og sagt: 'Hvordan kommer vi herfra, uden vi kører død i træningsmængde og kedsomhed, for der er jo lang tid til Australian Open, hvor hun skal toppe. Så de har lagt en grundplan for at kunne præstere lige nøjagtig dér,« lyder det fra TV 2-tenniseksperten, inden han tilføjer:

»Mit bud er, at de har besluttet at træne noget helt specifikt, og så bruger de et bestemt antal timer på banen den her måned. Og når de så rammer et vist punkt i planen i december, så begynder de nok at lægge mere på fysisk samt intensivere træningen.«

Siden US Open-eventyret, hvor Caroline Wozniacki gjorde grand slam-comeback, har danskeren primært opholdt sig i Miami, hvor hun til daglig bor, for at træne på det velkendte hardcourtunderlag.

Og i lang tid har det været med hendes 'gamle' hittingpartner, som hun har genoptaget samarbejdet med, på banen.

Piotr Wozniacki er i øjeblikket i Miami for at træne sin datter frem mod Australian Open.
Piotr Wozniacki er i øjeblikket i Miami for at træne sin datter frem mod Australian Open. Foto: Clive Brunskill/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I forrige uge rejste danskerens far og mor, Piotr og Anna Wozniacki, så til USA. 

Førstnævnte for at hjælpe sin datter med træningen, som han altid har gjort.

»Min far og mor rejste derover for to uger siden, og han træner så Caroline nu,« lyder det videre fra Patrik Wozniacki.

Med to børn i hjemmet får Caroline Wozniacki dog nærmest ingen tid til at slappe af efter hverdagens hårde træningspas.

Og derfor ender hun ofte med at ryge i fitnesscenteret sent om aftenen.

»Hun træner på banen om formiddagen, når børnene sover, er i vuggestue eller bliver passet af barnepigen. Og så har hun enten træning på banen igen om aften, hvis ikke hun går i fitnesscenteret,« afslutter tennisbroren.