Caroline Wozniacki har oprustet på træningsfronten.

For mens den danske tennisstjerne allerede er i fuld gang med forberedelserne til næste sæson, har hun fløjet en 'gammel' kending til Miami, hvor hun bor.

Danskerens mangeårige hittingpartner Michal Przysiezny er nemlig atter blevet en del af verdensstjernens træningsteam.

Det fortæller hendes bror, Patrik Wozniacki, til B.T.

Foto: Corey Sipkin/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Carolines træning går fint, og jeg lader mig fortælle, hun træner godt. Hun har hentet sin gamle hittingpartner Michal Przysiezny, som hun havde tidligere, ind for at hjælpe,« lyder det fra TV 2-tenniseksperten.

Ifølge broren har Caroline Wozniacki taget hul på et langt træningsforløb frem mod næste sæsons helt store mål: Australian Open i Melbourne.

Og her går alt planmæssigt.

»Hun slår godt til bolden, og der er god timing, selv om der stadig er længe til Australien. Kroppen har det fint, og alt er, som det skal være. Der er lidt ømhed, men hun bygger stille og roligt på. Der er i hvert fald ikke nogle alarmklokker, der ringer,« forklarer Patrik Wozniacki.

Tidligere på ugen blev en 14 år gammel rekord fra Caroline Wozniacki i øvrigt tangeret.

Årets US Open-vinder på kvindesiden, Coco Gauff, formåede nemlig at gøre noget, som ingen teenagere har gjort siden danskeren i 2009.

Det kan du læse mere om LIGE HER.