»Det er et af de mest triste øjeblik i mit liv.«

Sådan lød det fra Robert Farah, der er en af vedens bedste doublespillere i tennis, for bare få uger siden. Han var blevet testet positiv for doping. Men allerede nu er der grund til at finde smilet frem igen.

Det Internationale Tennisforbund (ITF) har nemlig handlet hurtigt og ikke fundet grund til at foretage sig nogle sanktioner mod den colombianske stjerne, der indtil nu har været suspenderet.

Farah kan derfor vende tilbage på banen med øjeblikkelig virkning. Det oplyser ITF i en pressemeddelelse.

Juan-Sebastian Cabal og Robert Farah under Wimbledon sidste år.
Juan-Sebastian Cabal og Robert Farah under Wimbledon sidste år. Foto: Toby Melville
Vis mere

Det var 17. oktober sidste år, at 32-årige Farah blev testet positiv for brug af boldenon, der hører hjemme i kategorien af anabole steroider.

Han har fra begyndelsen argumenteret for, at den positive dopingprøve skyldes, at boldenon kan findes i bøffer i hjemlandet, fordi landmænd bruger stoffet til at få køer til at vokse hurtigere.

Han henviste her også til en udtalelse fra Colombias Olympiske Komité, der tidligere har advaret om forekomsten af boldenone i kvæg.

Og den forklaring har ITF altså vurderet til at være sand.

»Hr. Farahs forklaring om, hvordan boldene har kommet ind i hans system er blevet accepteret, og det er blevet bestemt, at han ikke bærer nogen skyld eller uagtsomhed for overtrædelsen,« skriver de blandt andet.

Colombianske Robert Farah er et kæmpe navn i double-sammenhæng og ligger sammen med den faste makker og landsmand, Juan Sebastian Cabal, nummer et på verdensranglisten i herredouble.

Sidste år vandt de to både Wimbledon og US Open, mens de mod slutningen af året også blev kåret til årets doublepar.

På grund af suspenderingen var Robert Farah heller ikke med ved årets Australian Open.