Det Internationale Tennisforbund (ITF) har suspenderet tennisspilleren Robert Farah midlertidigt for brug af ulovlige midler. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det sker kort tid efter, at verdens bedste doublespiller på Twitter kunne meddele, at han er blevet testet positiv for doping.

»Det er et af de mest triste øjeblik i mit liv,« lød det blandt andet fra ham.

Af den grund deltager Robert Farah heller ikke i årets udgave af Australian Open.

Robert Farah er et kæmpe navn i double-sammenhæng og ligger sammen med sin faste makker og landsmand Juan Sebastian Cabal nummer et på verdensranglisten i double.

Sidste år vandt de to Grand Slam-turneringer, Wimbledon og US Open, sammen, ligesom de i slutningen af sidste år blev kåret som årets doublepar.

Det var 17. oktober sidste år, at 32-årige Farah blev testet positiv for brug af boldenon, der hører hjemme i kategorien af anabolske steroider.

»To uger tidligere den test, tog jeg en test i Shanghai, som var negativ. Og jeg er også blevet testet mindst 15 gange tidligere på tilfældige tidspunkter på tennis-touren i løbet af året med samme negative resultat,« har Robert Farah forklaret.

Foto: Toby Melville
Vis mere

I Columbia bruger landmænd stoffet boldenon til at få køer til at vokse hurtigere, og i 2018 advarede Den Colombianske Olympiske Komité landets atleter om, at boldenon kunne findes i bøffer.

»Jeg er sikker på, at det er årsagen til den positive prøve,« sagde Farah også.

En høring vil finde sted på et senere tidspunkt, og indtil da er verdensetteren udelukket.

Efter udelukkelsen af Farah spiller Cabal med spanieren Jaume Munar i Australian Open.