Den brasilianske tennisspiller João Souza kommer aldrig til at spille turneringstennis på højt niveau igen.

Lørdag er han blevet udelukket på livstid for gentagne tilfælde af matchfixing.

Det skriver Tennissportens Integritetsenhed (TIU) på sin hjemmeside.

I perioden 2015-2019 har han stået bag matchfixing ved ATP Challenger-turneringer og ITF Future-turneringer afholdt i Brasilien, Mexico, USA og Tjekkiet.

I godt fire år har man fundet bevis for, at Joao Souza har snydt.
I godt fire år har man fundet bevis for, at Joao Souza har snydt. Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

I afgørelsen hedder det også, at Souza ikke har været samarbejdsvillig, og at han har forsøgt at destruere bevismateriale i sagen.

Desuden har han 'opfordret andre spillere til ikke at yde deres bedste'.

I tillæg til livstidsudelukkelsen er han idømt en bøde på 200.000 dollar, hvilket svarer til cirka 1,35 millioner kroner.

João Souza har været suspenderet siden marts sidste år, og derfor er han dumpet ned som nummer 742 i verden.

Brasilianerens karriere toppede, da han i april 2015 var oppe som nummer 69 på verdensranglisten.

Han er dog aldrig nået forbi første runde ved en grand slam-turnering i single.

I 2015 tabte han historiens længste singlekamp ved Davis Cup, da han efter næsten syv times tennis måtte kapitulere i dysten med argentineren Leonardo Mayer.

/ritzau/